FCM-keeper savner bedre kontrol trods storsejr
Elias Olafsson hæfter sig ved, at FCM tager til Finland med perfekt udgangspunkt trods mangelfuld præstation.
Det var langtfra prangende i 90 minutter for FC Midtjylland, men sejren på 4-0 over finske KuPS i den første af to kampe om en plads i Europa League kan der ikke rokkes ved.
Alligevel så målmand Elias Olafsson visse mangler i torsdagens præstation på MCH Arena.
- Det er et perfekt udgangspunkt, og det kunne ikke blive meget bedre. På nogle tidspunkter af kampen synes jeg dog stadig, vi skal have bedre styr på det. De får lidt chancer og har bolden for meget i anden halvleg, siger han til klubbens hjemmeside.
FC Midtjylland kom blæsende fra start og overvældede de finske gæster, som havde svært ved at stå imod det aggressive pres.
Men midtvejs i første halvleg begyndte intensiteten at dale kraftigt, og KuPS spillede sig frem til et par store chancer før pausen.
Midtjyderne virkede energiforladte og overlod også initiativet til udeholdet i det meste af anden halvleg foran det noget uforstående publikum.
Derfor var det særligt vigtigt, at Olafsson spillede en stor kamp i det midtjyske mål.
Han holdt buret rent for tredje kamp i træk.
- Det betyder meget. Det er jo det, vi prøver på i hver kamp. Men vi skal blive ved med at gøre ting bedre. Vi har haft nogle perioder i alle kampe, hvor vi har tilladt for mange chancer imod og overladt for meget initiativ, så jeg ser stadig plads til forbedring, siger han.
Returmødet med KuPS finder sted næste torsdag. Forinden skal FC Midtjylland forsøge at nedlægge Silkeborg på hjemmebane i søndagens opgør.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.