FCM-træner om målmandssituation: Den bedste spiller

Albert Capellas fortalte søndag om målmandssituationen i FC Midtjylland, efter at holdet tabte mod AaB.

Jonas Lössel fik chancen i FC Midtjyllands mål mod AaB, men begik en fejl ved en af aalborgensernes scoringer. <i>Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix</i>

Jonas Lössel fik chancen i FC Midtjyllands mål mod AaB, men begik en fejl ved en af aalborgensernes scoringer. Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

- Det handler om at vinde, og jeg vil derfor spille med den målmand, der er bedst.

Sådan lød ordene søndag fra FC Midtjyllands cheftræner, Albert Capellas, efter at midtjyderne hjemme tabte 0-2 mod AaB.

Det første mål i kampen kom efter et fælt drop fra den tilbagevendte målmand Jonas Lössl.

Han var blevet valgt på bekostning af islandske Elias Olafsson, der har vogtet buret i sæsonen hidtil.

- Det var absolut min beslutning. Jeg tog beslutningen, fordi Elias Olafsson skal blive bedre til sit spil med fødderne, siger Capellas.

- Det er Jonas bedre til, og så har han mere erfaring, som vi også får brug for i Europa.

- Jeg følte, at den rette beslutning var at bruge Jonas. Det var mit ansvar at bruge ham, og jeg støtter ham stadig. Fejl sker, og derefter skal man kaste dem væk og kigge fremad, siger cheftræneren.

Sidste sæson kæmpede målmændene også om posten, hvor Elias Olafsson trak det længste strå. Derfor blev Jonas Lössl udlejet til engelske Brentford.

Kampen søndag var den første for målmanden siden opholdet i det engelske, og han er skuffet over sin egen præstation.

- Det var min fejl. Jeg greb den, og tror at jeg var lidt for hurtigt videre i min næste handling. Det var en helt klassisk målmandsfejl.

- Det var ikke det, jeg ønskede foran fansene, der lige havde givet mig en dejlig velkomst, der betød rigtig meget for mig. Det gjorde ondt, siger Jonas Lössl.

I samme ombæring sætter han ord på rivaliseringen.

- Elias er selvfølgelig ramt over ikke at skulle spille, men der er intet ondt blod mellem os.

- Elias er en fantastisk dreng, og jeg skrev også en besked til ham, da jeg tog til Brentford i vinter, hvor jeg skrev: ”Tak for kampen. Jeg håber, at det var den rigtige sejrherre.”

- Jeg har stor respekt for ham, og jeg er sikker på, at han har en stor fremtid foran sig, siger Jonas Lössl.

Elias Olafsson erkender, at han er skuffet over at være vraget.

- Sådan er det bare. Det er en ny træner, og han har nye tanker.

- Selvfølgelig er jeg skuffet, men jeg skal bare arbejde videre.

- Jeg skal arbejde med mit spil med fødderne. Det er forklaringen, så det skal jeg arbejde med, siger Elias Olafsson.

Næste gang, Albert Capellas skal vælge en målmand til en startopstilling, er torsdag, når FCM møder østrigske Sturm Graz i første runde af Europa League.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
AaB tager stort skridt tættere på salg
Luk