Fodbold

FCN frygter ikke nedrykning: Vi kigger op i tabellen

FCN har kun fire point ned til nedrykningsstregen, men Farum-holdet kigger fortsat kun op i superligatabellen.

FCN tabte søndag 1-2 i Odense. Samtidig hentede Vejle point i Aarhus, hvilket sætter pres på nordsjællænderne, der dog ikke bekymrer sig om nedrykning.
FCN tabte søndag 1-2 i Odense. Samtidig hentede Vejle point i Aarhus, hvilket sætter pres på nordsjællænderne, der dog ikke bekymrer sig om nedrykning. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FC Nordsjælland led søndag sæsonens 12. nederlag, da holdet fra Farum på udebane tabte 1-2 til OB.

Resultatet betyder, at OB bragte sig tre point foran FC Nordsjælland, der fortsat ligger tredjesidst i Superligaens nedrykningsspil.

Samtidig er FCN's forspring til Vejle under nedrykningsstregen svundet ind til fire point. Alligevel fastslår cheftræner Flemming Pedersen, at der ikke er fokus på nedrykning i omklædningsrummet.

- Det er der overhovedet ingen snak om. Jeg kender mine spillere, og jeg tror ikke, at det kommer til at fylde noget som helst.

- Selv om vi tabte til OB, så skal vi stadig kigge op i tabellen. Som jeg har sagt tidligere, så nytter det ikke noget at kigge sig over skulderen hele tiden, for det er noget, som vi ikke kan gøre noget ved, siger Flemming Pedersen.

Anfører Magnus Kofod Andersen mener heller ikke, at holdet skal lade sig skræmme af nedrykningssnakken, selv om det er noget, der bliver taget alvorligt blandt spillerne.

- Vi skal selvfølgelig snakke om situationen. Men vi kommer ikke langt med at kigge os over skulderen hele tiden.

- Der er ni kampe tilbage, og vi har en stærk trup, der er fyldt med kvalitet og talent. Vi skal simpelthen bare blive bedre til at formidle talentet, siger Magnus Kofod Andersen.

FC Nordsjælland er blandt de klubber i Superligaen, der har mest boldbesiddelse, og anføreren er utilfreds med, at holdet ikke forvalter tiden med bolden bedre.

- Når vi ligger, som vi gør i tabellen, så er vi tydeligvis ikke gode nok til at bruge vores boldbesiddelse aktivt. Vi har så meget kvalitet på bolden i den første fase, når vi skal spille bolden ud af modstanderens pres.

- Men vi skal være koldblodige, når vi rykker spillet frem på banen. I stedet for at spille den første aflevering, så skal vi være bedre til at sætte hinanden op, mener Magnus Kofod Andersen.

FCN får i næste spillerunde besøg af AGF, der søndag spillede 0-0 på eget græs mod Vejle.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden