Fodbold

FCN henter svensk angriber på lejeaftale i Milan

FC Nordsjælland lejer angriberen Emil Roback, der har spillet i Milan de seneste to år.

Emil Roback - her for Milans U19-hold - skifter til FC Nordsjælland på en lejeaftale. (Arkivfoto).
Emil Roback - her for Milans U19-hold - skifter til FC Nordsjælland på en lejeaftale. (Arkivfoto). Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:18

Superligaens førerhold, FC Nordsjælland, forstærker sin offensiv på sidste åbningsdag af transfervinduet.

Farum-klubben har hentet den svenske angriber Emil Roback i AC Milan på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen.

Det oplyser FCN på sin hjemmeside.

Den 19-årige svensker har spillet i Milan de seneste to år efter skiftet fra Hammarby.

– Emil er en rigtig spændende spiller, som vi har fulgt igennem mange år - fra Hammarby og videre i Milan - så der ligger flere års arbejde til grund for, at det nu er lykkedes os at få ham til FC Nordsjælland, siger sportschef Jan Laursen.

Roback, der har spillet U-landskampe for Sverige, har endnu sit gennembrud til gode i den italienske storklub.

- Emil er en spiller med et fantastisk tempo og touch, der har venstrekanten som favoritposition. Han har kæmpe potentiale, men mangler endnu at slå helt igennem på seniorniveau.

- Det håber vi, han kommer til i FC Nordsjælland, og vi er sikre på, at han med sin personlighed og spillestil passer perfekt ind i truppen både på og uden for banen, siger sportschefen.

Han tilføjer, at aftalen indeholder en købsoption.

Roback ser frem til at blive en del af det unge tophold.

- Jeg har set et fantastisk hold, der er kendt som det yngste i hele Europa og stadig spiller med i toppen af ligaen. Det er imponerende, siger teenageren.

Han træner med i Farum allerede onsdag formiddag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden