FCN køber angriber og FCM henter back hjem i byttehandel

Mads Hansen rykker fra FC Midtjylland til FC Nordsjælland, og Mads Døhr Thychosen tager den anden vej.

I 2019 drog Mads Døhr Thychosen fra FC Midtjylland til FC Nordsjælland - nu vender han rundt og tager den anden vej.

Det sker som led i en byttehandel, hvor den 19-årige angriber Mads Hansen skifter FC Midtjylland ud med FC Nordsjælland.

Det oplyser de to klubber på deres hjemmesider. FC Nordsjælland går så vidt som at kalde det en stor handel - uden dog at sætte beløb på.

Mads Døhr Thychosen har i FC Midtjylland fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025, og han vender tilbage til klubben, hvor han allerede har spillet 37 førsteholdskampe.

- Vi har ledt efter en spiller til den bageste kæde, som kan spille både højre wingback og højre stopper. De roller kan Mads udfylde, så det er en god tilføjelse til vores defensiv, siger FC Midtjylland-sportschef Svend Graversen.

Hos FC Nordsjælland har man brug for offensiv styrke i foråret, hvor klubben skal forsøge at holde sig fra nedrykning i Superligaen.

Mads Hansen betragtes som et stort angrebstalent, som allerede har gjort sig gældende med en enkelt scoring i 14 optrædener hos FC Midtjylland, og det har man fået øjnene op for i Farum.

- Mads Hansen er en meget talentfuld angriber, som på trods af sin unge alder har en imponerende fysik og en meget direkte tilgang i sit spil.

- Vi har længe følt, at han ville passe godt ind i vores miljø og spillestil, og vi tror på, at han kan gå direkte ind og presse på i kampen om spilletid i vores offensiv i FC Nordsjælland, siger sportsdirektør Mikkel Hemmersam.

I FC Midtjylland-lejren glæder Svend Graversen sig over, at der med salget af Mads Hansen kommer penge på kontoen.

- Nu har vi fået en godt økonomisk tilbud, hvor der også er mulighed for et større afkast på længere sigt, siger Svend Graversen.

Den unge angriber har i FC Nordsjælland fået en kontrakt, der varer til sommeren 2026.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.