FCN-profil ser frem til samarbejde med ny angriber

Der er store forventninger til, hvad den lejede angriber Wahid Faghir kan bringe til FCN's offensiv.

Andreas Schjelderup stod for den ene af FCN's tre scoringer i Aarhus mandag aften. <i>Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix</i>

Andreas Schjelderup stod for den ene af FCN's tre scoringer i Aarhus mandag aften. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

På transfervinduets sidste dag skiftede Wahid Faghir tilværelsen i Tyskland ud med et lejeophold i FC Nordsjælland.

Den offensive profil Andreas Schjelderup ser frem til det samarbejde, han regner med at opbygge med den fysisk stærke angriber.

- Jeg tror, at vi får et fantastisk samarbejde. Han er en rigtig god angriber og en god afslutter. Han er en god boksspiller, som jeg kan linke op med i spillet på banen, siger Andreas Schjelderup.

Og det er ikke kun den unge profil, der ser frem til samarbejdet mellem netop de to spillere.

Efter FC Nordsjællands 3-2-sejr over AGF mandag fortalte cheftræner Flemming Pedersen, at han ser frem til god fodbold med de to spillere på banen.

- Kloge spillere gør hinanden bedre. Det kan vi kun glæde os til. Det er to kloge fodboldspillere, der kommer til at spille sammen.

- Jeg håber, at Wahid Faghir kan sikre os endnu flere mål. Jeg synes ikke, at vi har scoret nok mål, i forhold til det vi skaber.

- Derudover vil han være en rigtig god opspilsstation, fordi han er så stærk på kroppen og er så god med ryggen mod mål.

Netop den fysik, som Wahid Faghir bringer til truppen, var noget af det, som holdet manglede i kampen mod AGF. Klubbens anfører Kian Hansen siger efter sejren over AGF, at det var svært at sende høje bolde afsted mod aarhusianernes store forsvarsspillere.

- Vi kom til at stå for dybt og spille for direkte mod AGF. Vi fik ikke meget ud af at sende lange bolde afsted, når de havde tre store forsvarsspillere.

- Jeg har set Wahid Faghir lidt til træning, og han er en type, der kan holde fast i bolden. Men han kan bestemt også true og har en god afslutning.

- Han kunne have gjort en forskel i det fysiske spil, og jeg glæder mig til at se ham i kamp, siger Kian Hansen.

Sejren over AGF var FC Nordsjællands anden i træk i Superligaen. Wahid Faghir kan få debut, når holdet skal forsøge at forlænge den stime og samtidig holde fast i førstepladsen mod FC Midtjylland i Farum søndag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden