Fem på stribe for forvandlet Frederikshavn-hold
Frederikshavn White Hawks kan nu med god grund kigge opad i tabellen i Metal Ligaen i ishockey

Frederikshavn White Hawks tog tirsdag imod Rungsted i Metalligaen på hjemmebanen i Frederikshavn. Her ses Daniel O. Trkulja i aktion for nordjyderne. Foto: Martin Damgård
FREDERIKSHAVN:De dage, hvor Frederikshavn White Hawks skøjtede fra nederlag til nederlag i Metal Ligaen i ishockey er i den grad forbi.
Tirsdag aften besejrede de på hjemmebane Rungsted med spinkle 1-0 på en scoring af Alexander Bumagin efter blot fire og et halvt minut.
At gæsterne fra det nordsjællandske vandt skudstatistikken - blandt andet via en del overtalsspil - kan de bruge til lige nøjagtig ingenting, for Tadeas Galansky snuppede det hele i White Hawks-buret.
Sejren var Frederikshavns femte på stribe i Metal Ligaen, og dermed må krisen i den grad siges at være slut. Forinden havde holdet været gennem en periode med syv sviende nederlag i træk.
Tirsdagens tre point luner i den grad i tabellen i Metal Ligaen, hvor nordjyderne skyder fire placeringer frem. Fra at ligge næstsidst er de nu avanceret til femtepladsen.
Frederikshavn har dog et stort gab op til Aalborg Pirates på fjerdepladsen, for de nordjyske rivaler har otte point mere og to kampe i baghånden.
Frederikshavn - Rungsted 1-0
- Ishockey, Metal Ligaen
- Periodecifre: 1-0, 0-0, 0-0
- Mål: 1-0 Alexander Bumagin (4.29)
- Udvisninger: Fr.havn 5x2 min., Rungsted 1x2 min.
- Tilskuere: 1182
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.