Fem Pirates-profiler sad ude: - Håber på at se dem på isen i slutspillet
Fem profiler sad ude tirsdag aften for Aalborg Pirates, men nogle af dem kan forhåbentlig komme på isen igen snarest

Sportschef og assisterende træner for Aalborg Pirates, Ronny Larsen, er fortrøstningsfuld forud for slutspillet. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
ISHOCKEY:Slutspillet starter fredag for Aalborg Pirates, og de går ind til det med en frisk sejr mod Odense Bulldogs tirsdag aften på 4-2, men en del skader i truppen kan bekymre forud for de vigtigste kampe på året.
- Vi håber, at vi kan få nogle af dem klar, men nogle af dem er dag-til-dag-skader, så det er svært at sige. Der er et par stykker af dem, hvor der er længere udsigter, men vi håber da, at vi kommer til at se dem på isen igen i år, siger sportschef og assisterende træner for Aalborg Pirates Ronny Larsen, der ikke kan komme ind på, hvem der er tæt på at være med igen.
De spillere, der sad ude tirsdag aften, var Charlie Curti, Martin Højbjerg, Victor Panelin-Borg, Pierre-Olivier Morin og Patrick Bjorkstrand - altså store profiler. Til gengæld var russeren Kirill Kabanov tilbage, efter han har været i Ukraine for at hente sin ukrainske kone og børn hjem i sikkerhed.
- Det er utrolig vigtigt at have Kirill tilbage. Han er jo en vigtig mand i vores trup som humørspreder, og han er en rigtig arbejdshest. Det var dejligt at se ham på isen igen.
- Truppen har selvfølgelig passet på ham og taget imod ham igen med åbne arme, og de har også bakket ham op i de ting, der er sket i hans privatliv. De var glade for at se ham igen, og jeg tror også, at det var dejligt for ham at komme i gang og tænke på ishockey igen, lyder det fra Ronny Larsen om Kirill Kabanov.
Piraterne havde allerede før tirsdagens kamp sikret sig førstepladsen i Metal Ligaens grundspil, men de formåede alligevel at præstere og tage noget brugbart med ind til slutspillet.
- Vi fik selvtillid med fra kampen og selvfølgelig en sejr igen efter tre nederlag i træk. Det var vigtigt at komme ind i slutspillet med en sejr, samtidig med at vi slap for skader.
Det var så stort set også det eneste, Ronny Larsen og holdet kunne tage med, for kvartfinalemodstanderen Herlev Eagles er naturligt nok en anden modstander en Odense Bulldogs.
- Det er et andet hold, vi kommer til at spille mod fredag, men vi har størst fokus på, hvordan vi selv spiller. Vi kom fornuftigt ud af kampen i forhold til, at den ikke havde så stor betydning.
- Jeg forventer, at vi kommer til at have utrolig meget puck, det ved vi godt. Vi skal være effektive, på de ting vi gør, og vi skal gå ind til opgaven med ydmyghed. Jeg ved godt, at vi er favoritter, men der er før sket overraskelser, men det skal helst ikke ske her. Vi skal fokusere på os selv, spille vores eget spil og i et højt tempo, siger Ronny Larsen om syvkampsserien mod Herlev Eagles, der starter fredag.
Kampfakta
Odense Bulldogs - Aalborg Pirates 2-4
Periodecifre: 1-1, 1-2, 0-1
Mål: 0-1 Thomas Spelling (06.00), 1-1 Topi Piipponen (14.20), 2-1 Jonatan Tanus (23.07), 2-2 Johan Skinnars (23.46), 2-3 Johan Skinnars (30.51), 2-4 Jeppe Jul Korsgaard (59.55).
Udvisninger: Odense 2. Aalborg 4.
Tilskuere: 2976
Holdet har haft en blandet optakt til det kommende slutspil. De vandt Final Four, men har siden tabt en del kampe, blandt andet tabte de to gange i weekenden i Continental Cup, men nordjyderne er alligevel et godt sted forud for slutspillet.
- Jeg synes faktisk, at vi står et godt sted. Selvfølgelig har vi haft et enormt hårdt program her den sidste måneds tid, men jeg føler, at vi er så klar, som vi kan være til at spille slutspil nu her, slutter Ronny Larsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.