Ferrari hyrer Magnussens tidligere boss som ny teamchef
Franskmanden Frederic Vasseur skal forsøge at bringe Ferrari tilbage til Formel 1-toppen.
Opdateret kl. 10:51
Det bliver Frederic Vasseur, der overtager det prestigefyldte job som teamchef for Formel 1-teamet Ferrari.
Ferrari skriver på Twitter, at den 54-årige franskmand 9. januar sætter sig i chefstolen, som forgængeren Mattia Binotto netop har rømmet.
Vasseur har siden 2019 haft et lignende job hos Alfa Romeo og var tidligere chef for Kevin Magnussen på Renault-teamet.
- Vi er glade for at kunne byde Fred Vasseur velkommen til Ferrari som vores teamchef.
- Gennem sin karriere har han med succes kombineret sin faglige viden som ingeniør med en vedvarende evne til at få det bedste ud af sine kørere og hold, siger Ferraris administrerende direktør, Benedetto Vigna.
Den nye teamchef skal forsøge at bringe Ferrari til tops igen i Formel 1. Det traditionsrige hold har ikke vundet Formel 1-titlen, siden Kimi Raikkönen triumferede 2007.
Året efter vandt den italienske bilfabrikant for foreløbig sidste gang konstruktørmesterskabet.
- Som én, der gennem hele livet har haft motorsport som min lidenskab, har Ferrari altså repræsenteret den absolutte top i racerverdenen for mig, siger Frederic Vasseur.
I den netop overståede sæson blev holdets topkører, Charles Leclerc, samlet nummer to, mens Carlos Sainz Jr. sluttede på femtepladsen. Begge kørere er også på kontrakt i den kommende sæson.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.