Fifa-præsident appellerer til våbenhvile under VM

På G20-topmødet i Indonesien opfordrer Gianni Infantino til våbenhvile mellem Rusland og Ukraine.

Gianni Infantino er på besøg på G20-topmødet i Indonesien. Her har han hilst på flere af verdens mest magtfulde ledere. <i>Pool/Reuters</i>

Gianni Infantino er på besøg på G20-topmødet i Indonesien. Her har han hilst på flere af verdens mest magtfulde ledere. Pool/Reuters

Krigen i Ukraine skal lægges på is under VM i fodbold.

Det var budskabet fra Gianni Infantino, præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), da han tirsdag besøgte G20-topmødet på den indonesiske ø Bali.

I stedet kan slutrunden i Qatar være et springbræt til at finde en løsning mellem Rusland og Ukraine, mener han.

- Min bøn til jer alle er at overveje en midlertidig våbenhvile i en måned under VM eller i det mindste lave nogle humanitære korridorer eller noget, der kan genetablere dialogen som et første skridt mod fred, lyder det ifølge Reuters fra Fifa-præsidenten.

På topmødet deltager 19 af verdens førende industriøkonomier samt EU.

- I er verdens ledere. I har mulighed for at påvirke verdenshistorien. Fodbold og VM tilbyder jer og verden en unik platform for samhørighed og fred i hele verden, siger Gianni Infantino.

Det er første gang, at VM skal afholdes i Mellemøsten. Der har været anklager om korruption i tildelingen af værtskabet, og ørkenstaten har fået stor kritik for sit syn på menneskerettigheder og forhold for migrantarbejdere.

Men Infantino påpeger, at slutrunden kan være med til at sprede et budskab om håb, når flere milliarder mennesker ser med.

Rusland var vært for det seneste VM i 2018, men har fået forbud mod at deltage i år. Landet blev udelukket fra alle internationale fodboldturneringer efter invasionen i februar.

Ukraine var tæt på at kvalificere sig, men tabte knebent den afgørende VM-playoffkamp til Wales i sommer.

VM begynder søndag med kampen mellem Qatar og Ecuador.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.