Hobro IK

Fik en perfekt julegave:- Et tilbud jeg ikke kunne takke nej til

Laurs Skjellerup er i gang med at udleve andet kapitel af det, der godt kan gå hen at blive et fodboldeventyr

Laurs Skjellerup fik debut for IFK Gøteborg i en træningskamp mod Vendsyssel FF.
Laurs Skjellerup fik debut for IFK Gøteborg i en træningskamp mod Vendsyssel FF. Foto: Torben Hansen

Opdateret 23. januar 2024 kl. 10:05

Der er mange måder at fejre jul på. For Laurs Skjellerup vil julen 2023 altid stå som noget specielt i erindringen. Mens mange danskere sad og mæskede sig med and, flæskesteg og julegaver, så var hans største fodboldønske allerede gået i opfyldelse. 

Juleaften 2023 stod det nemlig klart, at Laurs Skjellerup ville skifte barndomsklubben Hobro IK ud med mægtige IFK Gøteborg, der har en historie, som ingen anden skandinavisk klub kommer i nærheden af at matche. 

- Jeg blev kontaktet af mit agentfirma NextStep Sports Management lidt før juleaften. Der vidste jeg ikke helt, hvor specifik interessen var. Men op til juleaften kunne jeg godt mærke, at det her kom til at ske. Så det var ret fedt at holde jul på den måde, siger Laurs Skjellerup.

- Man kan roligt sige, at det nok var en af de bedre julegaver, jeg fik i denne omgang. Det er der slet ingen tvivl om. Det var bare en fed dag, og en rigtig god aften, jeg havde med den viden, at jeg var lige ved at skifte til en storklub, siger Laurs Skjellerup. 

Han var allerede inden sit skifte klar over, at det var en klub med en rig historik og stor fanskare, som han ville lande i. 

- Jeg vidste godt, at Gøteborg er en kæmpe klub med en enorm fortid. Derfor var det også lidt vildt at høre om interessen første gang. Det var et tilbud, jeg ikke kunne takke nej til.

Skiftet fra stille og rolige omgivelser i Hobro til enorm interesse fra fans og medier har han allerede mærket. Blandt andet blev det noteret, at over 50 Gøteborg-fans havde taget turen med til Hjørring for at heppe på heltene i en træningskamp. 

Laurs Skjellerup er udset til at skulle hjælpe IFK Gøteborg væk fra bunden af tabellen.  Foto: Torben Hansen

- Det har været anderledes. De har en helt vild fankultur i Gøteborg. Der er rigtig mange folk, der kigger på en, når man spiller i IFK Gøteborg. Der er helt sikkert noget pres der, men det har helt sikkert været en god start.

Håber på spilletid

I den uofficielle debut, der såmænd var en træningskamp mod Vendsyssel FF, begyndte Laurs Skjellerup på banen. 

Her viste Skjellerup, at han nok skal blive en gevinst i det svenske. Med sin enorme fysik og store hurtighed bliver han måske den angriber, som den fallerede storklub har så hårdt brug for, hvis sidste sæsons flirten med nedrykningsstregen skal veksles til bedre resultater. 

- I første omgang håber jeg på en masse spilletid. Jeg ved, det er noget, jeg skal kæmpe for. Det føler jeg mig klar til. Og som angriber er det jo mit job at bidrage med nogle mål, så det håber jeg på at kunne, siger Laurs Skjellerup.

Nok var IFK Gøteborg mest på bolden mod Vendsyssel FF, og nok var det en træningskamp tidligt i en opstart, men det var ikke fordi svenskerne kørte vendelboerne ud af banen. Det vidner Vendsyssels 1-0-sejr meget godt om. Der er dog ingen tvivl om, at det også sportsligt er et skridt op for Laurs Skjellerup at være landet i IFK Gøteborg.

- Mit første indtryk er, at det minder meget om toppen af dansk 1. division eller Superligaen i forhold til niveauet, så det er jo ikke helt vildt nyt for mig, men jeg skal dog stadig være på til træning og helt fokuseret. Det minder meget om det hjemmefra.

- Jeg har fået en flot modtagelse af de andre spillere på holdet, så jeg føler, jeg er kommet godt ind på holdet, selvom det svenske ikke helt sidder der endnu. Det skal nok komme. 

På det personlige plan har den sympatiske unge mand med rødder i Mariagerfjord Kommune allerede fundet sig godt til rette i Sveriges næststørste by.

- Nu boede jeg nede i Aarhus, så det er ikke helt nyt for mig. Gøteborg er trods alt dobbelt så stor, så det kan jeg da godt mærke, men jeg elsker egentlig at bo en stor by, så Gøteborg passer mig rigtig godt. 

Den 21-årige angriber har fået kontrakt i Gøteborg frem til udgangen af 2027. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden