Fik hjælpende hånd: Aalborg Håndbold er klar til semifinalerne
Ét point i Skjern rakte ikke til selv at klare ærterne, men siden sørgede TTH Holstebro for at hjælpe de danske mestre på vej

Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
HÅNDBOLD:Skuffelsen over at føre med syv mål undervejs - for blot at få uafgjort til sidst - kunne Aalborg Håndbolds spillere pakke væk i bussen på vej hjem fra det vestjyske.
Her kunne de se TTH Holstebro slå Skanderborg og dermed give den sidste nødvendige hjælpende hånd, der sender både aalborgenserne og TTH i semifinalen.
- Når man er bagud med fire mål med syv minutter igen, så skal man være glad for at få ét point. Og med Holstebros sejr endte det jo med at blive et særdeles værdifuldt et af slagsen, fordi vi nu er klar til semifinalen. Så det blev alligevel en god onsdag, konstaterer Aalborg-keeper Simon Gade.
Han blev hovedperson i slutfasen, da han kom på banen ved stillingen 28-24 til Skjern. Han lukkede af i målet i resten af kampen - med god hjælp fra forsvaret.
- Men Skjern begyndte også at spille noget baglæns og blev nok lidt bange for at vinde, mener målmanden.
Nikolaj Læsø fik hugget et par vigtige bolde i nettet, inden Felix Claar udlignede for nordjyderne med ét minut igen. Men da der blot manglede tre sekunder sendte Skjern bolden i kassen. Sekundet forinden var der dog fløjtet for frikast, og efterfølgende mente vestjyderne, at Simon Gade i målet stod i vejen for, at de kunne hente bolden hurtigt.
- Jeg synes, at jeg stod helt stille, og det mener jeg også, jeg er i min gode ret til - uden at jeg ligefrem behøver hjælpe Skjern med at få bolden ud. Derfor var jeg egentlig ikke nervøs, selvom dommerne valgte at gå ud og kigge situationen på video, fortæller Simon Gade.
Heldigvis for Aalborg-målmanden var dommerne enige i hans vurdering og fastholdt blot frikastet til Skjern. Det sendte Oliver Norlyks i forsvarets parader, og derved delte de to mandskaber pointene mellem sig.
At det overhovedet blev så dramatisk tydede intet på i starten. Aalborg kom flyvende ud til kampen og førte 4-0 efter bare fire minutters spil via fremragende kontraspil, og 10 minutter før pausen førte de hele 14-7. Siden gik de helt i stå og var meget tæt på at smide kampen væk.
- Vi manglede alle lige de nødvendige 10 procent for at kunne lukke kampen. Måske er en af forklaringerne, at vi kun havde haft én træning sammen - fordi mange var på landsholdsopgaver, lyder Simon Gades bud.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.