Sport

Finaleplads har ændret Holger Runes tilgang i Barcelona

Den spanske verdensstjerne Carlos Alcaraz venter på Holger Rune i søndagens finale i Barcelona.

Holger Rune har leveret gode præstationer på det røde grus i Barcelona i denne uge.
Holger Rune har leveret gode præstationer på det røde grus i Barcelona i denne uge. Manaure Quintero/Ritzau Scanpix

Holger Rune gik ind til ATP 500-turneringen i Barcelona med en tilgang om at bruge den som en slags træningsturnering på grus.

I takt med sejrene er fokus dog ændret, da den danske tennisspiller søndag står i finalen mod spanieren Carlos Alcaraz.

Samtidig står Rune til at avancere fire pladser og rykke op som nummer ni på verdensranglisten, når den opdateres mandag.

- Det er bestemt motiverende at rykke op i top-10. I starten af ugen var det egentlig ikke noget, jeg tænkte på. For mig er det den første turnering på grus i år.

- Så jeg sagde til mig selv: Lad mig bruge det til en træningsuge for at bygge noget på. Men nu er det ikke rigtigt en træningsuge længere. Det er blevet til en meget god uge.

- Jeg er super glad for at være i finalen og komme tilbage i top-10. Det føles godt, siger Rune til ATP Tourens hjemmeside.

Ikke siden april sidste år har Rune været i top-10, men han har længe sværmet lige uden for de ti bedste i verden.

Når Rune betragter strabadserne i Barcelona som sæsonens første grusturnering, skyldes det formentlig den hurtige afsked i Monte Carlo.

Her trak 21-årige Rune sig med sygdom i sin første kamp på det røde grus.

Søndagens finale i Barcelona er den første finale på grus for Rune siden Masters 1000-turneringen i Rom i 2023.

Tidligere i år var Rune i finalen i Indian Wells, hvor han tabte i to sæt til Jack Draper.

Alcaraz vandt turneringen i Barcelona i 2022 og 2023. Han stillede ikke op sidste år på grund af en skade.

Finalen mellem Rune og Alcaraz spilles søndag klokken 16.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden