Fiorentina-topscorer kørt på hospital efter kollaps
Moise Kean slog hovedet, spillede videre og kollapsede i Fiorentinas udekamp mod Verona.
Serie A's vicetopscorer, Moise Kean, var søndag ude for et grimt uheld i udekampen mod Verona.
Fiorentina-stjernen slog hovedet i en duel, men fik efter at være blevet tilset lov at spille videre.
Kort efter mistede en groggy angriber dog balancen og faldt til jorden, hvilket spillere fra begge hold straks reagerede på.
Kean var ved bevidsthed og blev iført nakkestøtte båret fra banen, og derfra gik turen ifølge Fiorentinas profil på X direkte til hospitalet for at blive undersøgt.
Det er seneste melding fra klubben, der tidligere på sæsonen var udsat for et andet alvorligt uheld med en af sine spillere i en kamp.
I december faldt Edoardo Bove til jorden i en ligakamp mod Inter. Han havnede på hospitalet i kunstig koma, og siden fulgte en hjerteoperation, hvor han - ligesom tilfældet var med Christian Eriksen i 2021 - fik indsat en ICD-enhed.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.