Sport

Fire danske hold lykkes med ansøgninger til håndboldens CL

Danmark stiller i næste sæson med tre hold i både herrernes og kvindernes Champions League.

Odense Håndbold tabte DM-finalen til Team Esbjerg, men har fået plads i næste sæsons Champions League. (Arkivfoto).
Odense Håndbold tabte DM-finalen til Team Esbjerg, men har fået plads i næste sæsons Champions League. (Arkivfoto). Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Felterne til næste sæsons Champions League i håndbold er på plads.

Og alle fire danske ansøgere lykkedes med ønsket om at blive opgraderet.

Det skriver Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) mandag på sin hjemmeside.

Det betyder, at tre danske hold deltager hos både kvinderne og herrerne.

Hos kvinderne var mesterholdet Team Esbjerg sikret en plads, men også Odense Håndbold og Nykøbing Falster Håndboldklub kommer med blandt de 16 hold i gruppespillet.

Hos herrerne var Aalborg Håndbold sikret en plads, og både GOG og Skanderborg AGF kommer også med.

Hos kvinderne blev kun en ansøger - norske Molde - fravalgt, mens 3 af 16 ansøgere hos herrerne ikke fik en plads som ønsket.

Fredag er der lodtrækning til gruppespillene i European Handball House i østrigske Wien.

Hos kvinderne spiller man fortsat med to grupper med hver otte hold, der møder hinanden ude og hjemme, inden de seks bedste fra hver gruppe avancerer til slutspillet.

Hos herrerne er gruppespillet til gengæld vokset fra 16 til 24 hold, og derfor er der ændret i formatet.

Først dyster holdene i seks grupper med hver fire hold, og top-2 går videre til et nyt gruppespil med to grupper med hver seks hold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden