Flere fodboldnationer bakker op om boykot af Rusland

Wales, England og Norge vil heller ikke møde Rusland på fodboldbanen i den nærmeste fremtid.

Gareth Bale og det walisiske landshold nægter at stille op mod Rusland i den nærmeste fremtid. (Arkivfoto) <i>Darren Staples/Ritzau Scanpix</i>

Gareth Bale og det walisiske landshold nægter at stille op mod Rusland i den nærmeste fremtid. (Arkivfoto) Darren Staples/Ritzau Scanpix

Flere fodboldlandshold slutter sig nu til listen over nationer, der nægter at møde Rusland på grønsværen i den nærmeste fremtid efter russernes invasion i Ukraine.

Blandt andet melder Wales, England og Norge ud, at man ikke vil stille op til kampe mod Rusland på noget niveau den kommende tid.

- Wales' fodboldforbund står sammen med Ukraine og føler sorg og chok over den seneste udvikling i landet, skriver forbundet på sin hjemmeside.

Wales er dermed den fjerde nation af de 12 i playoffkampene, som viser sin støtte til Ukraine ved at nægte at møde Rusland. I forvejen havde Sverige, Tjekkiet og Polen sendt samme melding. Wales kan dog ikke møde Rusland der.

Mest presserende er det for Polen, som 24. marts står til at møde russerne i den første playoffkamp. Dernæst står vinderen af opgøret til at møde Sverige eller Tjekkiet.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) meddelte søndag, at Rusland skal spille kampe på neutral grund og ikke må bruge det russiske flag. Men landet er på nuværende tidspunkt ikke udelukket.

Det har mødt kritik fra flere sider, og både Sverige, Polen og Tjekkiet har slået fast, at man fortsat ikke ønsker at spille mod Rusland.

- Dagens (søndagens, red.) Fifa-beslutning er fuldstændig uacceptabel. Vi vil ikke spille mod Rusland, uanset hvilket navn man spiller under, skrev præsidenten for Det Polske Fodboldforbund, Cezary Kulesza, på Twitter.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.