Sport

Flick føler sig snydt for straffespark i Barcelona-nedtur

Barcelonas træner forstår ikke meningen med VAR, der ikke skred ind i forbindelse med målspark til Atlético.

Atletico Madrids Marc Pubill (til højre) tog ifølge Barcelona-træner Hansi Flick på ureglementeret vis hånden i brug i onsdagens opgør i Champions League. Situationen burde have udløst et straffespark, mener Flick.
Atletico Madrids Marc Pubill (til højre) tog ifølge Barcelona-træner Hansi Flick på ureglementeret vis hånden i brug i onsdagens opgør i Champions League. Situationen burde have udløst et straffespark, mener Flick. Nacho Doce/Reuters

FC Barcelona burde være blevet tilkendt et straffespark i onsdagens 0-2-nederlag på hjemmebane til Atlético Madrid i den første af to kvartfinaleopgør i Champions League.

Det mener Barcelona-træner Hansi Flick efter en hændelse i begyndelsen af anden halvleg, hvor gæsterne var blevet tilkendt et målspark.

Atlético-målmand Juan Musso havde efter Flicks vurdering sat spillet i gang, da Atlético-forsvareren Marc Pubill ifølge Barcelona-træneren rørte bolden med hånden for at lægge den klar til at tage målsparket.

Flick mener, at videosystemet VAR ville have bevist hans påstand, og han undrer sig over, at det ikke skete.

- Jeg ved ikke, hvorfor VAR ikke blev brugt.

- Dommeren er fremragende, men vi laver alle fejl - men hvad er meningen med at have VAR? Jeg forstår det ikke, siger Hansi Flick til det spanske medie Movistar.

Hændelsen foregik inde i Atlético Madrids straffesparksfelt og kunne potentielt have udløst et straffespark til FC Barcelona.

På det tidspunkt var hjemmeholdet bagud med 0-1 og jagtede en udligning.

- Der burde være blevet dømt straffespark og givet et andet gult kort til spilleren, som så var blevet udvist, da han allerede havde fået en advarsel.

- Der skete lige nøjagtig det, der ikke må ske, siger Hansi Flick.

Barcelona blev kort før pausen ramt af en udvisning, da hjemmeholdets midtstopper Pau Cubarsí fik rødt kort for en nødbremse på gæsternes Giuliano Simeone.

Hansi Flick satte efter kampen også spørgsmålstegn ved Cubarsís udvisning, men erkendte, at han ikke havde set situationen ordentligt igennem.

Der venter nu Barcelona en vanskelig opgave, når holdet gæster den spanske hovedstad i returopgøret.

De to hold mødes tirsdag i næste uge.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden