Aalborg Håndbold

Flodman har åbnet målsluserne i Aalborg Håndbold

Svensker kom skadet til klubben, men fløjspilleren er nu ved at finde sine fødder og har også bevist sig i Champions League

Andreas Flodman har scoret 17 gange på 18 forsøg i den danske håndboldliga.
Andreas Flodman har scoret 17 gange på 18 forsøg i den danske håndboldliga. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

AALBORG: Fløjspilleren Andreas Flodman er begyndt at røre på sig hos Aalborg Håndbold efter en skadesplaget start på tilværelsen i det nordjyske.

Den 29-årige svensker, som i sommer kom til klubben fra Kolding, har på det seneste vist en imponerende effektivitet med 17 ligamål på 18 afslutninger.

- Vi har jo hele tiden været klar over, at han er en fantastisk spiller, for det har han tidligere bevist i den danske liga. Derfor er det også dejligt at se, at han er ved at ramme sit niveau og sagtens kan tage minutter i stedet for Kristian Bjørnsen på den position, roser cheftræner Stefan Madsen.

Andreas Flodman blev opereret i knæet i foråret - for Aalborg Håndbolds regning - og måtte vente til midt i september med at få debut i den nye trøje.

Siden er det gået stødt fremad, og europæisk har svenskeren også fået sit gennembrud. I sidste uges udekamp mod THW Kiel kom han ind fra anden halvlegs start og scorede tre gange på fire forsøg.

- Det er jo præcis sådan et opgør, man drømmer om at stå i, når man begynder at spille håndbold. En Champions League-kamp foran næsten 10.000 tilskuere i en af verdens største arenaer. Derfor prøvede jeg også at nyde det, selvom der var pres på, siger en smilende Andreas Flodman.

Han har dog ikke følt noget stort pres i forhold til hurtigt at skulle blive klar efter den skade, han tog med sig til Aalborg Håndbold.

- Kristian Bjørnsen har jo gjort det fantastisk på min position, så der har langt fra været noget krav om, at jeg skulle spille 60 minutter hver gang. Men nu hvor jeg føler, jeg er ved at være tilbage, så skal jeg selvfølgelig sørge for at gribe de chancer, jeg får, siger Andreas Flodman.

Han løber tirsdag aften på banen for Aalborg Håndbold i en udekamp mod TTH Holstebro. Der er kampstart klokken 18.30 i det vestjyske, og kampen kan ses på TV2 Play.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden