Fodbold

Flotte mål sikrer HB Køges mestre premieresejr over Brøndby

HB Køge var bagud, men to fine scoringer inden for et minuts tid sørgede for en 2-1-sejr over Brøndby.

HB Køge fik en premieresejr, men det holdt hårdt mod Brøndby. (Arkivfoto)
HB Køge fik en premieresejr, men det holdt hårdt mod Brøndby. (Arkivfoto) Claus Bech/Ritzau Scanpix

Et gyldent minut blev afgørende, da HB Køges danske fodboldmestre for kvinder søndag vandt 2-1 hjemme over Brøndbys bronzevindere i premiererunden i Gjensidige Kvindeligaen.

HB Køge, der ikke tabte en eneste kamp i hele sidste sæson, var bagud 0-1 med cirka et kvarter tilbage af kampen på det mål, som norske Casandra Lüthcke satte ind efter lidt under en times spil.

Men efter 74 minutter blev der sendt en aflevering fra venstre side ind i Brøndbys straffesparksfelt. Hjemmeholdets Cecilie Fløe tog chancen og helflugtede flot og kontrolleret bolden ind i netmaskerne til 1-1.

Allerede et minut senere scorede HB Køge et mål, der var lige så flot.

Amerikanske Maddie Pokorny trykkede af uden for straffesparksfeltet og sendte bolden næsten helt op i det ene målhjørne til slutresultatet.

HB Køge har de to seneste sæsoner vundet kvindernes liga, og i sidste sæson skete det i suveræn stil. HB Køge vandt 20 kampe og spillede fire kampe uafgjort uden at tabe en eneste kamp.

Klubben nåede også frem til gruppespillet i Champions League, hvor det dog blev til seks nederlag i lige så mange kampe.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden