Flyvende Aalborg-spillere har mere i tanken trods klassepræstation i semifinale-sejr
Aalborg Håndbold viste gode takter, da man helt og aldeles afmonterede Mors-Thys forsøg på at genvinde pokalen, men holdets profiler mener, niveauet kan hæves endnu en tak
Opdateret kl. 18:06
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold leverede et stykke meget professionelt arbejde. Ja man fristes til at kalde det for mesterklasse, da Henrik Møllgaard og de andre stjerner relativt sikkert spillede sig i finalen efter en komfortabel sejr over Mors-Thy Håndbold på 34-25.
Aalborg Håndbold havde reelt styr på kampen gennem alle 60 minutter, og mesterholdet levnede ikke nogen chance til den forsvarende pokalmester.
- Vi styrede kampen, og kom hurtigt foran. Vi lukrerede på deres fejl, og så fik vi selv sat noget tempo i kampen. Simon Gade stod godt, og forsvaret stod godt. Når vi samlet set rammer alle de parametre, så har vi et højt niveau, og det viste vi i dag, siger Benjamin Jakobsen, der selv var mand for tre scoringer.
Han understreger, at Aalborg Håndbold bør have endnu mere at byde ind med, når man søndag skal spille finale.
- Vi har stadig mere at komme med. Der er småting her og der, som vi skal gøre bedre, så der skal nok være mere at komme med til finalen. Vi har et rigtig fint udgangspunkt. Vi har holdt et højt niveau i stort set alle kampe efter jul. Så fornemmelsen er god, siger Benjamin Jakobsen.
Aalborg Håndbold havde så at sige revanche til gode i forhold til sidste sæsons nederlag i pokalfinalen mod netop Mors-Thy Håndbold. Det er ikke noget, der har fyldt specielt meget for Aalborg-spillerne op til kampen, men Henrik Møllgaard lægger ikke skjul på, at det er vigtigt for ham, at Aalborg Håndbold får pokalen med hjem i denne sæson.
- Vi er for at vinde titler. Vi skal vinde den pokal, som vi ikke fik med hjem sidste år, siger Henrik Møllgaard
- Det er vigtigt for vores kultur at vinde titler. Det er det, vi bygger på. Vi skal også huske på, at vi kun spiller om to og en halv titel her i Danmark, hvis vi tæller Super Cup'en med. Derfor er det her pr. definition en stor titel for os at spille om, siger Henrik Møllgaard, der i lighed med Benjamin Jakobsen ikke mener, at man ramte sit højeste niveau, selvom Mors-Thy virkede chanceløs mod mesterholdet.
- I den her kamp scorede vi højt på vores koncentration. Vi lavede ikke ret mange fejl. Man kan også godt se, at vi har fået noget ud at spille de her europæiske kampe, hvor alt er på spil. Der kan du ikke tillade dig at have otte dårlige minutter, og den erfaring hjælper os meget i de her kampe. Jeg tror, der er mere i os endnu.
Møllgaard er dog ikke sen til at sætte Aalborg Håndbolds niveau i perspektiv.
- Når vi rammer vores topniveau, så skal de andre dæleme være dygtige for at følge med os.
Håndbold, Final4 semifinale
Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold 25-34 (12-17)
Stillinger undervejs: 2-4, 4-6, 6-9, 8-11, 10-13, 10-16, (12-17). 13-20, 16-23, 19-26, 22-30, 25-32
Mål, Mors-Thy: Mads Hoxer 5, Sander Øverjordet 4, Erik Toft 4, Lasse Pedersen 3, Tim Sørensen 3, Andreas Nielsen 2, Axel Franzén 2, Bjarke Christensen 1
Mål, Aalborg Håndbold: Sebastian Barthold 9, Nikolaj Læsø 6, Lukas Sandell 5, Aron Palmarsson 3, Benjamin Jakobsen 3, Victor Kløve 2, Felix Claar 2, Kristian Bjørnsen 2, Jesper Nielsen 1, Rene Antonsen 1
Udvisninger: Mors-Thy 5x2 minutter. Aalborg 5x2 minutter
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.