Aalborg Håndbold

Flyvende Arnoldsen hyldes med kæmpe hæder

Aalborg Håndbolds Thomas Arnoldsen skriver sig ind i dansk idrætshistorie som modtager af en traditionsrig pris

Thomas Arnoldsen er flyvende for tiden.
Thomas Arnoldsen er flyvende for tiden. Foto: Henrik Bo

Opdateret 24. februar 2025 kl. 18:50

Thomas Arnoldsen er lige nu ubestridt den bedste håndboldspiller i den danske liga. Han er nykåret verdensmester med landsholdet. Han var med til at nå Champions League-finalen med Aalborg Håndbold i forrige sæson, og så vandt han såmænd også OL-guld med landsholdet i Paris. 

Alle disse præstationer har til sammen sikret Thomas Arnoldsen en af dansk idræts mest traditionsrige priser. 

Han er nemlig blevet kåret til Årets Fund 2024. 

- Thomas Arnoldsen var ukendt for de fleste, da kalenderen gik fra 2023 til 2024. Nu står han med både en OL-guldmedalje og VM-guldmedalje om halsen, samtidig med at han er en kæmpe profil for sit klubhold Aalborg Håndbold både i den hjemlige liga og i Champions League. Jeg ser frem til at følge ham i årene fremover, hvor han utvivlsomt kommer til at hænge flere medaljer om halsen. Stort tillykke til Thomas Arnoldsen og håndboldforbundet for flot arbejde, udtaler DIF-direktør Morten Mølholm i en udsendt pressemeddelelse. 

I samme pressemeddelelse får han også ros af Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.

Thomas Arnoldsen var også med til at vinde OL-guld.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Thomas Arnoldsen har i 2024 leveret et meget stort gennembrud på et håndboldlandshold, hvor niveauet er tårnhøjt. Alligevel har han sat et aftryk på landsholdet, vi alle vil huske, og som lover særdeles godt for fremtiden. Med både OL- og VM-guldmedaljer om halsen fortjener han at vinde Årets Fund i et meget, meget stærkt felt af kandidater til prisen. Et felt, som vel ikke er set stærkere i flere årtier, siger Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark

Med titlen som Årets Fund slutter Thomas Arnoldsen sig til en lang række af dansk idræts største navne. 

Tidligere har blandt andre Harald Nielsen, Morten Frost og Caroline Wozniacki vundet prisen for blot at nævne nogle. 

Med hæderen følger også en kontant præmie på 75.000 kroner. 

Nordjyske Cornelia Kramer, der er et lysende stjerneskud på kvindernes fodboldlandshold var også nomineret til prisen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden