Fodbold

Fodboldchef skifter mening: Rejser alligevel til Qatar

Den norske fodboldpræsident tager til VM for at "lægge pres" på menneskerettighedsspørgsmålene.

Lise Klaveness rejser til VM i Qatar. (Arkivfoto).
Lise Klaveness rejser til VM i Qatar. (Arkivfoto). Hassan Ammar/Ritzau Scanpix

Præsidenten for Norges Fodboldforbund (NFF), Lise Klaveness, vil alligevel være til stede i Qatar under VM i fodbold, der begynder senere på måneden.

I september meddelte Klaveness ellers, at forbundet hverken ville sende ansatte eller politisk valgte til VM. Men nu har hun ombestemt sig.

- Formålet med rejsen er først og fremmest at følge op og sætte pres på menneskerettighedsspørgsmålene i Qatar, som har været et tema i mange år, siger hun til NRK.

Norge har været blandt de største kritikere af forholdene i Qatar for landets migrantarbejdere og minoriteter.

I marts gik Klaveness på talerstolen på Fifas kongres og rettede skarp kritik mod både verdensfodboldforbundet og VM-værten.

Norges landshold har ikke kvalificeret sig til turneringen, og landstræner Ståle Solbakken tager ikke til Qatar for at overvære kampene.

- Selv om vi har besluttet ikke at være til stede på stadionerne under kampene, bør vi være til stede i Qatar, når VM sparkes i gang for at gennemføre det, vores medlemmer har pålagt os, nemlig at lægge pres både før, under og efter mesterskabet, siger Lise Klaveness.

VM-slutrunden begynder 20. november.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden