Fodboldekspert om Norges træner: Han ødelægger et vinderhold

Ian Wright mener, at Norges landshold ville klare sig langt bedre, hvis de skilte sig af med landstræneren.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Norges landstræner Martin Sjögren ødelægger nordmændenes chance for at nå langt ved EM i kvindefodbold.

Det mener BBC-eksperten Ian Wright, der har en fortid som målfarlig angriber i Arsenal. Wright var rystet over Sjögrens taktiske manøvrer i mandagens 0-8-nederlag til England. Det fortæller han til TV2 Norge.

- Norges angrebstrio er blandt de to-tre bedste i turneringen.

- Jeg garanterer, at når træneren en gang er væk, og man får nogen ind, som taktisk ved, hvad de laver, vil det hurtigt ændre sig til noget meget positivt, for spillerne er meget gode, siger Ian Wright.

BBC-eksperten mener, at svenske Sjögren brugte spillere som Caroline Graham Hansen og Guro Reiten i forkerte positioner på banen mod England, hvilket gik ud over stjernen Ada Hegerbergs spil.

- Graham Hansen er en af de bedste højrekanter i verden, men hun spillede som 10'er. Guro Reiten, der er en anden verdensklassespiller, blev brugt i en dybere rolle på midtbanen. Ada blev isoleret, siger Wright.

Den tidligere angriber har ikke Norge på sin liste over de fem bedste lande ved EM, men det havde set anderledes ud, hvis Norge havde haft en anden træner end Martin Sjögren.

Norge møder fredag Østrig i en direkte duel om at følge Englands værter videre til kvartfinalerne ved EM.

Nordmændene indledte EM med en 4-1-sejr over Nordirland før den store øretæve mod England.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.