Fodboldfans overrender Sevilla før europæisk finale

Over 100.000 fodboldfans er rejst til Sevilla før Europa League-finalen. De fleste har ikke billet til kampen.

Ramón Sánchez Pizjuán kan huse cirka 42.000 tilskuere til europæiske kampe. <i>Marcelo Del Pozo/Reuters</i>

Ramón Sánchez Pizjuán kan huse cirka 42.000 tilskuere til europæiske kampe. Marcelo Del Pozo/Reuters

Der bliver gang i gaderne i Sevilla forud for onsdagens Europa League-finale mellem skotske Rangers FC og tyske Eintracht Frankfurt i den sydspanske by.

For selv om finalestadionet Ramón Sánchez Pizjuán kun kan huse cirka 42.000 tilskuere til finalen, og der derfor kun er allokeret cirka 10.000 billetter til hvert af de to finalehold, er mange flere fans rejst til Sevilla.

De lokale myndigheder forventer, at over 100.000 fodboldfans vil rejse til byen tirsdag eller onsdag, men ifølge det franske nyhedsbureau AFP er det tal formentlig lavt sat.

Ifølge AFP vil op til cirka 100.000 skotske fans rejse til Sevilla, og her vil mindst 60.000 tyske fans gøre dem selskab.

- Der kommer til at være et rush i Sevilla, som byen ikke har oplevet tidligere. Det bliver en unik forsamling af de mest højlydte og entusiastiske fans i Europa, siger Frankfurt-direktør Axel Hellman ifølge AFP.

Selv om de mange tyske og skotske fans er kommet for at have en fest, udgør de også en sikkerhedsrisiko.

Da Rangers senest var i en europæisk finale i 2008, måtte politiet på gaden i finalebyen Manchester for at holde styr på flere små grupper af voldsparate skotter.

Tilbage i marts oplevede Sevilla problemer med fans af Eintracht Frankfurt, da den tyske klub besøgte byen for at spille Europa League-ottendedelsfinale mod Real Betis. Dagen efter mødtes Sevilla og West Ham i samme turnering, og de tilrejsende Frankfurt- og West Ham-fans røg i totterne på hinanden.

Det gjorde de igen, da de to klubber senere endte med at møde hinanden i semifinalen i slutningen af april og i begyndelsen af maj.

Cirka 5500 politibetjente skal sørge for ro i Sevillas gader før, under og efter Europa League-finale.

Langt størstedelen af de mange fodboldfans er rejst til Spanien uden en billet til onsdagens finale.

En af dem er Rangers-fan Greg Coote, der er klar til at købe en sortbørsbillet.

- Jeg håber at kunne få en billet til cirka 1500 pund (cirka 13.000 kroner).

- Jeg er heldig med overhovedet at være kommet herned. Jeg bookede min tur før semifinalerne. Lige nu ved jeg, at mange kæmper for at finde en vej herned og en måde at komme hjem på, siger Greg Coote til Reuters.

Finalen begynder onsdag klokken 21. Den danske landsholdsspiller Jesper Lindstrøm har ikke spillet kamp i tre uger grundet en mindre muskelskade i højre lår, men han er ikke afskrevet fra at kunne få spilletid i finalen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden