Fodboldfest tændte gnist hos AaB's "Figo": Nu skal han udvikle den næste Mæhle

Jacob "Figo" Larsen er tilbage i spidsen for talentudviklingen i AaB, og han ved godt, at der venter en stor udfordring med at få klubben tilbage i toppen

Jacob "Figo" Larsen har igen det øverste ansvar for AaB's talentudvikling, og akademichefen har et mål om, at der skal tilføjes mange nye navne til tavlen med unge egenudviklede spillere, der får debut i Superligaen. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Jacob "Figo" Larsen har igen det øverste ansvar for AaB's talentudvikling, og akademichefen har et mål om, at der skal tilføjes mange nye navne til tavlen med unge egenudviklede spillere, der får debut i Superligaen. Foto: Claus Søndberg

FODBOLD:Ligesom stort set alle andre danskere fulgte Jacob Larsen med i sidste sommers danske EM-eventyr. 

For den daværende skoleleder på Gl. Hasseris Skole i Aalborg var der specielt én spiller, som fik smilet frem. Joakim Mæhle, som havde taget turen gennem AaB's ungdomsafdeling, da Jacob Larsen var talentchef i klubben, var en markant profil i alle Danmarks kampe ved slutrunden.

-  Det er jo ikke fordi, jeg har været en kæmpestor arkitekt bag hans karriere i AaB. Jeg var en del af setuppet, og det var specielt at tænke tilbage på hans vej gennem systemet og samtalerne med ham og hans forældre. Da jeg så, hvordan han præsterede i sommer, blev der tændt en gnist i mig, fortæller Jacob Larsen i den nyeste udgave af Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten

Fodbold er fedt

Han sagde farvel til AaB og jobbet som talentchef ved udgangen af 2016 efter otte år på posten. Han trængte til at blive udfordret uden for fodboldens verden. De efterfølgende år bød på lederstillinger i skoleverdenen, og sideløbende brugte han fra 2018 til 2019 en enkelt aften om ugen på stillingen som elitechef i Fortuna Hjørring.  Jacob Larsen kunne dog mærke, at han savnede at arbejde fuld tid med fodbold, og lysten blev altså yderligere forstærket af at se Joakim Mæhles EM-succes. 

- Det har været fantastisk at arbejde i skoleverdenen, men jeg må også bare sige, at fodbold er fedt, og for sådan en som mig, der altid har haft med fodbold at gøre, er det bare spændende at være i det miljø, hvor det sker, og arbejde med fodbold hele dagen, fortæller Jacob Larsen med kælenavnet "Figo". 

Et navn, der opstod under en udlandstur, da han selv var spiller i AaB for mere end 20 år siden. Her havde Jacob Larsen sammen med den daværende holdkammerat Thomas Gaardsøe en snak om, hvilken fodboldspiller de lignede i spillestil. Jacob Larsen, som efter eget udsagn var lidt duknakket, når han løb, vendte fødderne udad og spillede på kanten, pegede på den portugisiske legende Louis Figo, og det valg har fulgt ham i fodboldverdenen lige siden. 

Møder og mennesker

Det er den verden, han igen bruger 100 procent af sin arbejdstid på. For heldigvis kunne "Figos" lyst til at udelukkende at beskæftige sig med fodbold kombineres med, at AaB var på udkig efter en ny chef til klubbens talentakademi.

-  Jeg snakkede både med Inge (André Olsen, sportschef, AaB red.) og Bælum (Thomas Bælum, administrerende direktør, AaB red.) Vi holdt en del møder, og så fandt vi hinanden til sidst, fortæller Jacob Larsen. 

Han startede i jobbet som akademichef 1.april, og den første måneds tid er blevet brugt på igen at lære AaB at kende.  

 - Da jeg forlod klubben i 2016, syntes jeg selv, at jeg havde jeg styr på hver eneste kringelkrog. Det kan godt være, at jeg er dårlig til at huske, men jeg synes, jeg har aflært mange af tingene. Jeg skal sætte mig ind i systemer og de licensmæssige krav, som vi skal leve op til. Men for mig er menneskerne det vigtigste, så rigtig meget af tiden er gået med at holde møder. I første omgang for at lære de andre at kende og dernæst for at snakke om, hvordan vi vil gøre tingene fremadrettet. Derudover har jeg set en del kampe. Jeg har samlet en masse kvalitativ data, fastslår Jacob Larsen.  

Jacob Larsen (i midten) med to af trænerne fra hans første periode som talentchef i AaB. Til højre er det Jacob Friis, der i dag er Superliga-træner i Viborg og til venstre er det Lars Knudsen, som nu træner det danske U19-landshold. <i>Arkivfoto: Daniel Bygballe</i>

Jacob Larsen (i midten) med to af trænerne fra hans første periode som talentchef i AaB. Til højre er det Jacob Friis, der i dag er Superliga-træner i Viborg og til venstre er det Lars Knudsen, som nu træner det danske U19-landshold. Arkivfoto: Daniel Bygballe

AaB i bunden af tabellen

Hans første otte år som talentansvarlig i AaB var en succes. Flere af de spillere, som var en del af den trup, der i 2014 vandt "the double", var kommet igennem AaB's egne rækker, og klubbens status som en af landets bedste, når det drejede sig om talentudvikling, blev også afspejlet i tabellerne i U-rækkerne, hvor nordjyderne havde fast plads i den bedste halvdel. Sådan ser det langt fra ud i 2022, hvor AaB målt på økonomi, scouting, resultater og antal landsholdsspillere er blevet både distanceret og overhalet af flere af landets øvrige topklubber. 

- Nu vil jeg ikke bedømme, hvordan tingene er blevet gjort de år, hvor jeg ikke har været her, men fremadrettet kommer det til at handle om at finde en god balance. En talentudvikling, hvor det kun handler om resultater, kommer let til at fokusere på nogle bestemte typer, der er tidligt modne rent fysisk. Det har vi set masser af eksempler på.  

- I AaB har vi haft en god tradition for at få lidt mindre, men teknisk gode spillere igennem, og det skal vi også være fremadrettet, selv om det måske koster lidt på resultaterne. Omvendt kan resultaterne blive så svage, at man både har svært ved at fastholde og få nye spillere, og i fortællingen om talentudvikling betyder resultaterne bare noget. Det er det, mange interessenter går ind og kigger på. Så selv om der bliver talt om processer indenfor talentudvikling, skal vi ikke ligge i bunden de næste seks år. Der skal vi se en forbedring, siger Jacob Larsen. 

Glad på trods af udfordringer

Han ved derfor også godt, at den næste lange periode kommer til at kræve mindst ligeså mange timer, som han har lagt i jobbet i den første måneds tid af sit AaB-comeback. Han er imidlertid heller ikke et sekund i tvivl om, at han er tilbage, hvor han allerhelst vil være. 

- Jeg synes, det er megaspændende, for jeg kan kombinere to af mine tre største interesseområder - fodbold og ledelse. Det tredje er mad, men det har jeg endnu ikke helt formået at koble sammen med de to andre. Så jeg er glad hver morgen, når jeg cykler ud på Hornevej. Jeg kan sagtens se, at der er en masse bøvl, og at vi skal igennem en masse udfordringer, men jeg kan se vejen for mig, og opbakningen er der fra alle i og omkring AaB, så det kan blive rigtig godt, siger Jacob Larsen. 

Vil du høre mere fra AaB's akademichef, medvirker han som tidligere nævnt i den seneste udgave af Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten. Han kommer blandt andet ind på tre ting, han glæder sig over fra sine første otte år som talentchef. Ripodsten kan findes i din foretrukne podcast-app. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.