Mens han på grund af skader har siddet udenfor i 1. divisionsklubben Hobro IK, har han i den forgangne sæson givet en trænerhånd med omkring klubbens andethold og U23-mandskab. Nu sætter han sig permanent i trænerstolen.

- Jeg skal i den kommende sæson have ansvaret for Hobro IK's U23-hold, og det bliver virkelig en spændende opgave, som jeg glæder mig meget til, fortæller Jakob Hjorth.

- Jeg har vidst i mange år, at jeg gerne ville forfølge trænergerningen, når jeg engang var færdig som spiller. Den tid er så desværre kommet tidligere, end jeg havde håbet på, men jeg har allerede nu fået bekræftet, at det er den vej, jeg vil gå, uddyber den tidligere Lindholm, Jammerbugt og Vendsyssel-spiller.

Da Hobros 1. divisionshold i weekenden spillede 2-2 i en testkamp mod Vendsyssel FF, sad Jakob Hjorth på bænken ved siden af cheftræner Martin Thomsen og assistenttræner Emil Antonsen. 

Jakob Hjorth har haft et hav af forskellige trænere i sin karriere - ikke mindst i Vendsyssel FF - så han har masser af inspiration med i tasken på sin nye karrierevej. Foto: Lars Pauli

- Jeg er en slags stand-in for Okan Atas (assistenttræner, red.), der ikke er her i disse uger. Så jeg hjælper til - så godt jeg kan. Samtidig sørger jeg selvfølgelig for at suge en masse til mig i forhold til min nye trænerrolle, fortæller han.

Trænerdrømmene fik for mange år siden Jakob Hjorth til at tage den såkaldte B-licens hos DBU.

- Den licens skal genopfriskes, så det bliver første skridt, inden jeg tager de overbyggende træneruddannelser. Jeg har heldigvis fået en masse inspiration fra de mange forskellige trænere, jeg har haft i min karriere, så jeg føler, at jeg står godt rustet.

Ambitionerne på den nye karrieresti lægger den kommende Hobro-træner i øvrigt ikke skjul på.

- Det er mit mål at blive superligatræner, siger han stålsat.

Selvom beslutningen om at stoppe den aktive fodboldkarriere er relativ ny og stadig gør ondt, så understreger Jakob Hjorth, at han har forliget sig med realiteterne.

- Når jeg kigger ind på banen, så rykker det da stadig i mig. Jeg får lyst til at spille med, men hvis jeg bare skal sparke en bold 10 meter frem, så gør stadig meget ondt i min lysken. Kroppen siger bare stop, og det gør det lidt nemmere at kigge fremad.