Fodboldprofessoren fra Aars tabte kampen til sygdom
Den tidligere AaB-træner Poul Erik Kristensen er efter længere tids sygdom afgået ved døden
Mindeord: Poul Erik Kristensen, den nordjyske fodboldtræner og fodbolddebattør, sov fredag ind efter længere tids sygdom.
Kigger man på Poul Erik Kristensens Facebook-profil, så er der en lang liste af forskellige trænergerninger, men det er næppe nogen tilfældighed, at tiden som ungdomstræner i AaB står øverst på listen over meritter.
Det var nemlig her, at den mangeårige fodboldtræner for alvor satte et aftryk på nordjysk fodbold. Her var Poul Erik Kristensen med til at forme en lang række senere førsteholdsprofiler i AaB, og kærligheden til superligaklubben var kommet for at blive, selvom trænergeringen siden førte ham andre steder hen.
I sine sidste år blev han ramt af en sygdom, der ændrede radikalt på et meget aktivt liv. Fra at løbe solen sort blev han nærmest fra den ene dag til den anden bundet til en kørestol, når han skulle rundt.
Og rundt det skulle han stadig, for nok var han hæmmet af sin sygdom, men lysten til at opleve noget og ikke mindst se fodbold var intakt.
Han havde sine meningers mod, og AaB var et emne, som Poul-Erik Kristensen gerne debatterede. Han gjorde det med en ildhu og et perspektiv som kun få kan. Lysten til at give sin mening til kende aftog ikke, selvom sygdommen gradvist fik tag i Poul Erik Kristensen.
Jeg har flere gange haft fornøjelsen af at møde Poul Erik til diverse fodboldkampe, og selvom han måtte se kampen fra sit elektriske køretøj, var humøret altid højt. Lysten til at tale fodbold var stor, og indsigten var enorm.
Han var både elsket og respekteret af sine omgivelser. For lidt over to år siden stod jeg sammen med Poul Erik til en træningskamp i Viborg. Han var taget afsted for at se Anton Gaaei i aktion. Han havde været fodboldtræner for ham, da Anton gik på efterskole.
Det var sigende, hvordan først Anton Gaaeis forældre og siden spilleren selv var henne og hilse på Poul Erik Kristensen. Det var mere end blot en tidligere lærer, som der blev sagt goddag til. Det var alle fodboldtræneres drøm, der udspillede sig der.
Her var en tidligere spiller, der virkelig satte pris på, at Poul Erik Kristensen var mødt op, og det blev også udtrykt på en måde, så Poul Erik efterfølgende konstaterede: Han er en god dreng. Han skal nok blive til noget.
Poul Erik Kristensen var en fremragende fodboldfagmand, og han var mere end noget andet et fantastisk inspirerende menneske.
Æret være Poul Erik Kristensens minde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.