Før skæbneaften for dansk fodbold: Dramaet aftager i fremtiden

Dansk fodbolds skæbne står igen på spil torsdag aften. På sigt bliver dramaet dog mindre, afslører FCK-chef.

Sory Kaba og FC Midtjylland møder torsdag Sturm Graz fra Østrig i sin sidste gruppekamp i Europa League. <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Sory Kaba og FC Midtjylland møder torsdag Sturm Graz fra Østrig i sin sidste gruppekamp i Europa League. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Danmark har i årevis balanceret omkring den uhyre vigtige 15.-plads på den såkaldte koefficientrangliste.

Den rummer de seneste fem års resultater og bliver brugt til at afgøre, hvor mange deltagere dansk fodbold har i de forskellige europæiske turneringer. Og også i hvilke turneringer holdene deltager.

Det har givet flere skæbneaftener, hvor et eller flere tilbageværende hold har stået med ansvaret for at hive Danmark op i top-15.

Således er det også i denne sæson, hvor FC Midtjylland og/eller Silkeborg torsdag skal holde sig i live i henholdsvis Europa League eller Conference League, hvis top-15-håbet skal bestå.

- Det er tæt på at være en dommedag for dansk fodbold, for det er næsten altafgørende at være i top-15, som systemet er nu, siger TV 2's fodboldekspert Mads Junker.

Med en plads i top-15 får Danmark fem europæiske pladser - heraf to i Champions League-kvalifikationen - og er generelt bedre placeret i kvalifikationsfaserne.

Uden top-15 må Danmark nøjes med fire europæiske pladser. Og kun mesterholdet får chancen for at kvalificere til de to bedste turneringer.

På sigt kommer skæbneaftenerne dog til at aftage i styrke, afslører Daniel Rommedahl, der er Director of Football Operations and International Affairs i FC København.

Han er også en del af bestyrelsen hos European Club Association (ECA) og har været med til at designe europæisk fodbolds fremtid.

Fra 2024 ændrer de tre turneringer under Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) sig nemlig til at være tre ligaer med hver 36 hold. Også adgangslisterne til turneringerne ændrer sig.

Endnu er adgangslisterne ikke offentliggjort, da de sidste detaljer mangler, men de store linjer er på plads, og jagten på top-15 bliver mindre vigtig, afslører Rommedahl.

- Der er lige nu markant forskel på at være i top-15 eller lige uden for. Men det problem har vi løst, så det efter 2024 ikke er lige så alarmerende at blive nummer 16, 17 eller 18.

Der vil stadig ikke være Champions League til sølvvinderen, hvis man er uden for top-15. Men der vil modsat nu være en chance for at komme i den økonomisk opgraderede Europa League frem for Conference League. Den chance tilfalder formentlig pokalvinderen.

- Alternativet bliver markant forbedret, så det bliver mindre dårligt at være uden for top-15. Det vil ikke længere være samme kæmpe spring som nu, og det er udpræget positivt for dansk fodbold.

- Derudover kommer der jo lidt flere pladser i gruppespillene med tre gange 36 hold, så de danske klubber får mulighed for at være med lidt oftere. Jeg er udpræget optimist og ser den nye adgangsliste som en gevinst for Danmark, siger Daniel Rommedahl.

På kort sigt er der flere mørke skyer.

Danmark kæmper med nationer som Schweiz, Ukraine, Tjekkiet, Tyrkiet og Norge om de yderste pladser i den aktuelle top-15.

- Jeg synes ikke, det virker realistisk at komme i top-15, hvis jeg skal være helt ærlig. Men uanset hvad skal FCM og Silkeborg jo forsøge at samle til bunke og sikre et godt dansk udgangspunkt til de kommende sæsoner, siger Mads Junker.

Han ser fine muligheder for, at de to midtjyske mandskaber trods alt får flere kampe i Europa.

- Silkeborg har det bedste udgangspunkt og kan nøjes med uafgjort mod Anderlecht, der ikke er, hvad de har været. Det er nok vores bedste chance.

- FCM har lidt mere at gøre mod Sturm Graz, men skal jo gå videre, hvis klubben vil leve op til sine egne visioner og store udmeldinger.

- Jeg er overbevist om, at vi får en af klubberne videre, og der er gode chancer for at få dem begge videre, og det vil være en succes, siger Mads Junker.

FCM går med en sejr videre til Europa League-slutspil, mens uafgjort eller sågar nederlag i bedste fald udløser en plads i Conference Leagues slutspil.

FCM's hjemmekamp mod Sturm Graz sparkes i gang 18.45, mens Silkeborg fra klokken 21 dyster mod Anderlecht lidt længere østpå.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.