Fodbold

Første kvindelige dommer står foran debut i Serie A

I den kommende weekend skal en kvindelig dommer for første gang passe fløjten i den italienske Serie A.

Sassuolo bliver den ene part i en historisk fodboldkamp på søndag.
Sassuolo bliver den ene part i en historisk fodboldkamp på søndag. Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix

For første gang nogensinde skal en kvindelig dommer styre en fodboldkamp i Italiens bedste fodboldrække for mænd.

Italiens Fodbolddommerforbund bekræfter ifølge AFP, at Maria Sole Ferrieri Caputi skal passe fløjten i opgøret mellem Sassuolo og Salernitana på søndag.

- Det er ikke en dag som alle andre. Jeg er temmelig rørt, siger dommerforbundets præsident Alfredo Trentalange.

Caputi blev i juli rykket op i den bedste gruppe af italienske fodbolddommere. I denne sæson har hun allerede dømt flere kampe i Serie B. Men nu ryger hun altså op på første klasse.

- Maria Sole får sin Serie A-debut på grund af sine meriter. Vi uddeler ingen privilegier, hun har fortjent det, og dette er en succes for hele dommersektoren, siger Trentalange.

Kvindelige dommere i herrefodbold er blevet ganske udbredt i de senere år.

I 2017 blev tyskeren Bibiana Steinhaus den første i en af Europas bedste ligaer, da hun styrede bundesligakampen mellem Hertha Berlin og Werder Bremen.

Den foreløbig mest profilerede er dog franske Stephanie Frappart, som har dømt mandlige Champions League-kampe og VM-kvalifikationskampe.

Hun er også blandt de tre kvindelige dommere, der er udpeget til at dømme ved VM i Qatar. Det bliver første gang, kvindelige dommere skal passe fløjten i en VM-slutrunde for mænd.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden