For første gang i 16 måneder: Jammerbugt-spiller smittet
Onsdagens episode er et unikum, for Jammerbugt har ikke før haft problemer med coronavirus
FODBOLD: - Det er lidt et unikum, at vi får et coronatilfælde.
Sådan lyder det fra Jammerbugts cheftræner, Bo Zinck, på dagen, hvor klubben for første gang siden, at landet lukkede ned i marts 2020, har konstateret et smittetilfælde.
To gange om ugen testes samtlige spillere i truppen, og onsdag var der så et positivt resultat iblandt de afgivne svar.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, når vi har overholdt alle tænkelige retningslinjer. Man kan ikke isolere sig hele livet, for man kan jo blive smittet alle steder, siger Bo Zinck.
- Vi håber på, at vi får lov til at spille testkamp mod Hobro på lørdag. Det kræver, at vi kan levere en smittefri trup på fredag, tilføjer han.