Sport

Formel 1 siger farvel til Imola-banen i 2026

Et grandprix i Madrids gader erstatter i 2026 den italienske Imola-bane på Formel 1-kalenderen.

Imola-banen var heller ikke en del af Formel 1-løbskalenderen fra 2006 til 2020. (Arkivfoto).
Imola-banen var heller ikke en del af Formel 1-løbskalenderen fra 2006 til 2020. (Arkivfoto). Hoch Zwei/Ritzau Scanpix

Den traditionsrige Imola-bane i Italien vil ikke få besøg af Formel 1-feltet i 2026.

Det oplyser Det Internationale Motorsportsforbund (FIA), der har offentliggjort næste sæsons løbskalender.

Af næste års program fremgår det, at verdens hurtigste racerkørere i 2026 kun vil besøge Italien en gang. Det vil blive på Monza-banen.

Imola har en lang historie i Formel 1, men har også været ude af løbskalenderen før. Efter grandprixet på banen i 2006 var Imola først en del af løbskalenderen igen i 2020.

I 1994 lagde banen asfalt til tidernes mest dramatiske løbsweekend.

Om fredagen kørte Rubens Barrichello galt og var bevidstløs, men hurtig behandling reddede hans liv.

I kvalifikationen dagen efter døde den østrigske racerkører Roland Ratzenberger, mens den tredobbelte verdensmester og brasilianske folkehelt Ayrton Senna mistede livet under søndagens grandprix samme år.

I kølvandet på den skæbnesvangre weekend blev banens forløb justeret og gjort mindre farlig.

Næste sæson består stadig af 24 grandprixer. I stedet for Imola-banen skal Madrids gader lægge asfalt til et Formel 1-grandprix.

Det er første gang, at den spanske hovedstad bliver en del af løbskalenderen.

- Vi er begejstrede for at byde Madrid velkommen på kalenderen og se store bilmærker som Audi, Cadillac og Ford slutte sig til Formel 1-feltet, siger Formel 1's øverste chef, Stefano Domenicali.

Ligesom i indeværende sæson skydes 2026-sæsonen i gang i australske Melbourne, mens det sidste grandprix køres i Abu Dhabi.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden