motorløb

Formel 1 vil efterforske uacceptabel fanopførsel i Østrig

Der forekom angiveligt sexistiske, racistiske og homofobiske råb på tribunerne ved Østrigs Formel 1-grandprix.

Hollandske fans er strømmet til Formel 1 i Østrig, men det er tilsyneladende ikke alle, der kan opføre sig ordenligt.
Hollandske fans er strømmet til Formel 1 i Østrig, men det er tilsyneladende ikke alle, der kan opføre sig ordenligt. Hoch Zwei/Ritzau Scanpix

Publikum har fået negativ fokus i forbindelse med weekendens østrigske Formel 1-grandprix på Red Bull Ring i Spielberg, og det får nu Formel 1 til at reagere.

Således vil man sætte en efterforskning i gang for at komme til bunds i sager om chikane af nogle tilskuere.

På sociale medier er der klager over sexistiske, racistiske og homofobiske råb ved arrangementet.

- Vi er blevet gjort opmærksom på, at nogle fans har været genstand for fuldstændig uacceptable kommentarer fra andre ved begivenheden, lyder det i en erklæring fra Formel 1 ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi har taget dette op med promotoren og sikkerhedsfolkene og vil tale med dem, der har rapporteret om disse hændelser, og tager dette meget alvorligt.

- Denne form for adfærd er uacceptabel og vil ikke blive tolereret, alle fans bør behandles med respekt, lyder det i fortsættelsen.

Det anslås, at 50.000 hollandske fans i orange t-shirts er kommet til Spielberg for at støtte verdensmesteren, Max Verstappen, der kører for Red Bull.

Det fik Mercedes-konkurrenten Lewis Hamilton at mærke under fredagens kvalifikation, hvor hollandske fans jublede, da han kørte galt. Uheldet skete tæt på tribuner fyldt med hollandske fans.

Hamilton var efterfølgende rystet.

- Jeg gik gennem en masse ting i det uheld, men at høre (folk juble, red.) bagefter er ikke noget, jeg kan acceptere. Uanset hvad, sagde den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton til BBC.

- En kører kunne være kommet på hospitalet. Er det noget, du vil juble over, siger han.

Søndagens grandprix begynder klokken 15.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden