Sport

Formstærk Tauson kæmper sig videre i Indian Wells

Clara Tauson er klar til tredje runde i Indian Wells efter sejr i to sæt mod Camila Osorio fra Colombia.

Clara Tauson vandt sin første kamp ved den store Indian Wells-turnering. (Arkivfoto).
Clara Tauson vandt sin første kamp ved den store Indian Wells-turnering. (Arkivfoto). Amr Alfiky/Reuters

Den danske tennisspiller Clara Tauson fortsætter sin stime af gode resultater i denne sæson.

Sent fredag aften dansk tid spillede hun sig videre i WTA 1000-turneringen i Indian Wells.

Efter at have siddet over som 22.-seedet i første runde sejrede Tauson i anden runde over colombianeren Camila Osorio.

Tauson, der i sin seneste turnering nåede finalen i WTA 1000-turneringen i Dubai og dermed kom op som verdensranglistens nummer 21, slog listens nummer 53 med cifrene 7-6, 7-5.

Det var ikke lige kønt hele vejen, men Tauson var bedst, da det hele skulle afgøres i begge sæt.

Tauson kom flyvende fra start ved at vinde kampens første syv bolde. Hun brød rent til 1-0 ved at presse modstanderen til fire fejl, og hun servede sig sikkert på 2-0.

Men så mistede hun initiativet, og Osorio havde succes med at diktere spillet fra baglinjen med sine hurtige fødder. Colombianeren brød tilbage og kom på 2-2, og derfra var det et helt lige sæt.

Ved 4-5 var Tauson nede med to sætbolde i egen serv, men hun var kølig og afværgede, blandt andet med en stopbold. I det efterfølgende parti forpassede Tauson to chancer til at bryde, og der måtte tiebreak til for at afgøre sættet.

Her kom Tauson bagud 1-2, da hun var den første til at tabe en bold i egen serv, men hun svarede tilbage ved at bringe sig på 5-2. Blandt andet efter en fremragende bold oppe ved nettet.

En baghåndsvinder udløste tre danske sætbolde, og Tauson udnyttede den første, da Osorio slog bolden langt ud.

Tauson har i denne tid en evne til at være iskold i pressede situationer, og det viste hun i andet sæts åbningsparti, hvor hun afværgede en breakbold med en dristig forhåndsvinder ned i hjørnet og endte med at holde serv.

Og igen ved 1-1 og tre breakbolde ved 0-40, hvor danskeren blev reddet af sin serv.

Tauson var heller ikke en haj til at udnytte sine chancer i modstanderens serv, men det lykkedes til stillingen 4-2.

Hun kom også på 5-2, men så gik der gummiarm i den, og colombianeren kæmpede sig tilbage på 5-5.

Efterfølgende holdt Tauson serv til 6-5, og hun brød til sejr på første matchbold, da Osorio lavede dobbeltfejl.

Tauson har i tredje runde udsigt til at møde den niendeseedede russer, Mirra Andreeva, som Tauson tabte til i Dubai-finalen i februar. Russeren skal dog først lige vinde sin kamp i anden runde.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden