Fodbold

Formsvage FCM prygler italiensk gruppefavorit i Europa

FC Midtjylland hentede torsdag en overraskende storsejr på 5-1 mod italienske S.S. Lazio i Europa League.

FC Midtjylland havde en fest hjemme mod Lazio i Europa League.
FC Midtjylland havde en fest hjemme mod Lazio i Europa League. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:45

Efter en sløj sæsonstart fik FC Midtjylland-fansene endelig noget at glæde sig over, da midtjyderne torsdag overraskende og fortjent nedlagde den italienske gruppefavorit Lazio med hele 5-1 i anden runde af gruppespillet i Europa League.

FCM har haft en forfærdelig sæsonstart, og de færreste havde derfor troet, at midtjyderne kunne drille et Serie A-hold, der er favorit til at vinde gruppen.

En flot præstation, kyniske scoringer og en solid defensiv indsats sørgede dog for, at Albert Capellas' tropper kunne hente tre vigtige point og en mindeværdig storsejr i Europa.

Gruppe F er nu helt lige, da alle hold har tre point efter to runder. Østrigske Sturm Graz og hollandske Feyenoord er de to andre hold i puljen.

FCM-spillerne var uhyre effektive på omstillinger, når bolden blev erobret, og det resulterede i to mål til midtjyderne inden for fem minutter midt i første halvleg.

Først var det venstrebacken Paulinho, der stod godt placeret i feltet efter en stor chance til FCM, og bagefter udnyttede angriberen Sory Kaba en stor Lazio-fejl i forsvaret.

Fem minutter inde i anden halvleg blev glæden endnu større for midtjyderne, da offensivprofilen Evander iskoldt sendte et straffespark ind til 3-0.

Kort efter fik gæsternes indskiftede stjernespiller Sergej Milinkovic-Savic reduceret med et afrettet langskud.

Det skulle dog også blive til 4-1 for FCM, da en af kampens bedste spillere Gustav Isaksen scorede på en retur efter et brændt straffespark fra Evander.

Med omkring 20 minutter igen ville FCM-anfører Erik Sviatchenko også lege med, da han scorede til slutstillingen 5-1 efter et indlæg.

I den anden kamp i gruppen vandt hollandske Feyenoord med hele 6-0 hjemme over østrigske Sturm Graz.

Offensivspilleren William Bøving spillede de første 63 minutter for Sturm Graz, som på det tidspunkt var bagud 0-4. Forsvarsspilleren Jacob Rasmussen sad på bænken i hele kampen for Feyenoord.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden