Sport

Forsvarende pokalmestre spiller sig sikkert i Final 4

Team Esbjerg havde ingen problemer med Horsens. Også Viborg er klar til pokalsemifinalerne.

Team Esbjergs Helene Kindberg gjorde med otte mål god reklame for sig selv, inden landstræner Helle Thomsen skal udtage VM-holdet.
Team Esbjergs Helene Kindberg gjorde med otte mål god reklame for sig selv, inden landstræner Helle Thomsen skal udtage VM-holdet. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Når der kort før nytår skal spilles finalestævne i pokalturneringen i kvindehåndbold, er den forsvarende pokalmester blandt deltagerne.

Team Esbjerg levede på hjemmebane op til favoritværdigheden og vandt kvartfinalen med 34-24 over Horsens.

Dermed fik esbjergenserne oprejsning efter lørdagens sløje Champions League-præstation og nederlag i Rumænien.

Team Esbjerg jagter klubbens femte pokaltriumf på stribe og har ikke tabt en pokalkamp siden september 2020.

Tidligere tirsdag kom det frem, at holdet i resten af efteråret må undvære den målfarlige stregspiller Tabea Schmid, men det gik alligevel mod Horsens.

Blandt andet fordi VM-kandidaten Helene Kindberg på højre back gjorde god reklame for sig selv med otte fuldtræffere.

Det stod 19-12 ved pausen, og Horsens kom aldrig tæt på overraskelsen.

Esbjergs landsholdsmålvogter Anna Kristensen ramte en redningsprocent på 40, inden hun mod slutningen overlod pladsen i målet til kollegaen Katharina Filter.

Også Viborg er klar til Final 4 efter at have vundet en ultratæt kvartfinale over Nykøbing Falster.

I en hæsblæsende afslutning bragte Jana Mittun Viborg foran 30-29 med 25 sekunder igen.

Falstringerne tog timeout for at orkestrere et sidste angreb, men fik ikke sendt en kvalificeret afslutning afsted mod Stine Broløs i Viborg-målet.

Onsdag spilles de to sidste kvartfinaler. Her skal København have besøg af Ikast, mens Sønderjyske har hjemmebane mod Odense.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden