Forsvarsgeneral melder sig klar til næste kamp for overlevelse
Mads Greve måtte udgå tidligt af opgøret mod Esbjerg fB, da Vendsyssel delte med de kriseramte vestjyder. Men midtstopperen slipper med skrækken
Opdateret kl. 08:52
FODBOLD: Da forsvarsgeneralen Mads Greve søndag var i en duel med Esbjergs Emil Holten, blev det med et dårligt udfald. Vendsyssel-midtstopperen måtte nemlig tage sig til låret og udgå fra 1. divisionskampen.
Dermed måtte han se sin holdkammerat Tobias Damsgaard gå ind og gøre arbejdet i stedet. Han holdt nullet mod de kriseramte vestjyder i opgøret, der endte 0-0. Det betød, at Vendsyssel ikke tog det ønskede skridt væk fra nedrykningsstregen, som kunne give lidt ro på de indre linjer.
- Resultatet kan vi godt bruge, når vi ikke fik skabt de store chancer. Vi sad alle med følelsen af, at vi godt kunne have præsteret bedre. Vi lukkede fint af, men vi mangler kvalitet på bolden. Esbjerg var ret kompakte, og de kom efter ét point. Vi kunne ikke åbne dem, og på den baggrund var det fint med et clean sheet, siger Mads Greve.
- Vi havde da snakket om betydningen af kampen. Vi kunne have fået ni point ned til Esbjerg, og det havde set rigtig godt ud. Men det ser stadig fint ud, og det er status quo. Med så tætte kampe er det fint at få et point, når vi ikke scorer - specielt i vores situation, tilføjer han.
Selvom Greve måtte udgå tidligt fra opgøret, melder han sig snart klar under fanerne igen. Han forventer således at være klar til næste kamp for overlevelse i det vendsysselske.
- Jeg fik et godt, gammeldags trælår. Så på den måde er det ikke alvorligt. Det kan godt hæmme lidt, men det skal nok blive godt igen. Så jeg regner stærkt med at være med igen i løbet af nogle dage. Sådan noget skal bare blive varmt igen, fortæller Mads Greve.
Vendsyssel har seks point ned til Fremad Amager og Esbjerg på henholdsvis fjerde- og femtepladsen i nedrykningsspillet i 1. division. Jammerbugt FC på bundpladsen har man ni point ned til.
Der resterer syv kampe i NordicBet Ligaens nedrykningsdrama, hvor der skal findes to direkte nedrykkere til 2. division.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.