Forsvarsspiller kan være på vej mod comeback i Hobro IK
Christoffer Østergaard fik en halvleg i lørdagens testsejr for Hobro IK og har afleveret et godt indtryk

Christoffer Østergaard (nummer 22) kan være på vej til et comeback i Hobro IK. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
FODBOLD:En gammel kending kan være på vej mod et comeback i Hobro IK.
Da himmerlændingene lørdag vandt med 2-0 over Aarhus Fremad i en testkamp, blev det således til 45 minutters spilletid til Christoffer Østergaard, der spillede i klubben indtil 2016.
Siden har den nu 28-årige forsvarsspiller optrådt for Brabrand og Skive, men nu kan det altså blive til et gensyn med Hobro.
- Christoffer har været ude med en alvorlig knæskade i 16-17 måneder, men han har trænet med her i opstarten og spillede en halvleg i dag. Nu må vi tage en snak med ham, men han har nogle af de ting, vi gerne vil have her.
- Vi kunne bare se på den halvleg, han spillede i dag, at han er en forsvarsspiller, der er stærk verbalt, og det er måske noget af det, vi mangler lidt i truppen. Han vil ikke kun kunne bidrage på banen, men også i dagligdagen, hvor han er en spiller, der tager et stort ansvar og er med til at løfte tingene, siger Hobro-træner Martin Thomsen.
Han gav lørdag også spilletid til Daniel Obbekjær, Oliver Overgaard og Villads Rasmussen, der alle er på prøve i klubben. Det er midtbanespilleren Valon Ljuti ikke længere, men selv om de to parter endnu ikke har kunnet blive enige om en aftale, vil Martin Thomsen ikke helt afskrive, at Valon Ljuti kommer til at spille i Hobro i den kommende sæson.
- Valon er en del af den gruppe af spillere, som vi kigger på i øjeblikket. Det er en kabale, der skal gå op, men han er stadig inde i billedet. Der skal dog to til en tango, så vi må se, hvordan det ender, siger Martin Thomsen.
Tidligere på sommeren har Hobro også haft amerikaneren David Brown og den tidligere AaB-angriber, canadieren Aramis Kouzine på besøg, men de to nordamerikanere kommer til gengæld med sikkerhed ikke til at få hjemmebane på DS Arena i den kommende sæson.
- De er sendt videre, så det bliver ikke til noget med dem og Hobro i denne omgang, siger Martin Thomsen, der til gengæld krydser fingre for, at han får lov at beholde Pål Alexander Kirkevold i den kommende efterårssæson.
Den tidligere superligatopscorer har bare et halvt år tilbage af sin kontrakt og har i øvrigt en lønpost, der er den klart tungeste i Hobro.
- Pål lægger en helt sindssyg arbejdsindsats for dagen i både kamp og i de daglige træningsrutiner, og jeg håber meget, at han bliver. Han har så meget kvalitet, at han meget vel kan blive tungen på vægtskåen for os, og han har jo også stadig et halvt år tilbage af sin kontrakt, siger Martin Thomsen.

Pål Alexander Kirkevold bliver i Hobro i efteråret, hvis det står til cheftræner Martin Thomsen. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Foruden de skadede Jesper Bøge, Mads Hvilsom, Simon Jakobsen, Jakob Hjorth og Frederik Mortensen må Hobro i øjeblikket også se bort fra offensivspilleren Don Deedson, der om en uges tid vender tilbage til Hobro efter landsholdsopgaver med Haiti.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.