Fortuna Hjørring-chef ser frem til ny begyndelse

Med en vinterpause forude får cheftræner Bo Zinck chancen for at sætte et større aftryk på et hold, som skal kigge længere fremad end forårets slutspil

Cheftræner Bo Zinck mister en vigtig trio. Til gengæld får han tiden til at forme truppen i en vinteropstart. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Cheftræner Bo Zinck mister en vigtig trio. Til gengæld får han tiden til at forme truppen i en vinteropstart. Arkivfoto: Bo Lehm

HJØRRING:Fortuna Hjørring rundede kalenderåret af med en sejr, da de grønblusede lørdag vandt over Sundby Boldklub. Nu står nordjyderne foran en vinterpause, inden slutspillet i Gjensidige Kvindeligaen sparkes i gang til foråret.

Pausen giver samtidigt cheftræner Bo Zinck en reel mulighed for at arbejde med truppen, som han en smule pludseligt kom i spidsen for, efter Martin Møller Kristensen blev fyret tilbage i oktober efter ganske få måneder i spidsen for den mangfoldige mesterklub.

- Nu er der sat et punktum, og vi kan få en ny begyndelse. Vi får en ordentlig opstart uden at blive smidt ind i tingene. Der skal kigges på truppen, og vi skal have en foryngelseskur i gang i forhold til spillerne. Det kræver nyt blod, og det kræver, at vores unge talenter blomstrer mere. Vi skal også i en bedre fysisk forfatning, så vi kan spille den slags fodbold, som kommer nu, siger cheftræner Bo Zinck om forårets slutspil i Gjensidige Kvindeligaen.

Den første udfordring står allerede klar for ham og Fortuna Hjørring. Camilla Kur, Sara Holmgaard og Laura Frank forlader nemlig klubben, og dermed mister man en del erfaring.

Anføreren Camilla Kur kigger efter en engelsk klub, da hun tilslutter sig sin mand, tidligere Fortuna Hjørring-træner Brian Sørensen, der er cheftræner i Everton. Sara Holmgaard skal tilbage til selvsamme engelske klub, da hendes lejekontrakt i Hjørring udløber. Slutteligt skifter Laura Frank tilværelsen som professionel fodboldspiller ud med et job som sygeplejerske på hjerteafdelingen på Aalborg Universitetshospital.

- Der skal gerne nogle nye ind på cirka samme niveau med stor sult og ærgerrighed. Vi skal også kigge på dem, der har udløb til sommer og beslutte, om vi vil forlænge med dem eller måske sælge nogen. Der spiller VM også ind jo. Vi skal have en del diskussioner med spillere nu, og vi vil gerne sikre, at der ikke skal ske en stor udskiftning til sommer. Vi skal have styr på truppen til vinteropstarten, og den trup skal vi også mere eller mindre have efter sommeren. Der skal spilles et nyt hold sammen, som står knivskarpt fra sommerferien, forklarer Bo Zinck.

I foråret venter slutspillet, hvor HB Køge ligger på en førsteplads med 39 point, og Brøndby har 32 point på andenpladsen. Dermed har Fortuna Hjørring henholdsvis 17 og 10 point op fra tredjepladsen.

- Vi skal selvfølgelig gå efter at vinde alle ti kampe i slutspillet, og så skal vi sørge for at lægge et pres på Brøndby, mens vi også sikrer os den tredjeplads. De skal ikke have andenpladsen uden en kamp, og der kan vi jo starte med at slå dem indbyrdes to gange. Men Køge er løbet fra os, og der er ingen grund til at snakke om guld for os. Det er vi ikke en del af. Men Brøndby har vi en chance for at nå, og dem går vi på jagt efter, siger Fortuna Hjørring-træneren.

- Men først har vi en pokalturnering, hvor vi har en svær udekamp mod Brøndby og kan sikre os en semifinaleplads. Der vil vi gerne gå hele vejen i finalen, og det kan vi jo allerede sikre os til marts, tilføjer Bo Zinck.

Kampen mod Sundby endte 1-0 til hjemmeholdet Fortuna Hjørring. Den snart forhenværende Fortuna Hjørring-anfører, Camilla Kur, scorede opgørets eneste mål og afgjorde dermed sin sidste kamp i den grønne trøje.

Fortuna Hjørring - Sundby Boldklub 1-0 (1-0)

  • Fodbold, Gjensidige Kvindeligaen
  • Mål: 1-0 Camilla Kur (4. minut)
  • Fortuna Hjørrings opstilling (3-4-3): Adelaide Gay - Laura Frank, Maria Ficzay, Sara Holmgaard - Ashley Riefner (Indiah-Paige Riley, 69. minut), Tiia Peltonen, Sofie Lundgaard (Angela Beard, 66. minut), Florentina Olar (Signe Baattrup, 66 .minut) - Mathilde Carstens (Janelle Cordia, 66. minut), Camilla Kur (Omewa Joy Ogochuckwu, 79. minut), Karoline Olesen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.