Fortuna Hjørring genrejste sig mod kriseramte rivaler

Hjørringenserne holder en smule liv i gulddrømmene efter lørdagens sejr over rivalerne fra Brøndby

Fortuna Hjørring slog lørdag deres store rivaler. <i>Arkivfoto: Kim Dahl Hansen</i>

Fortuna Hjørring slog lørdag deres store rivaler. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FODBOLD:Før i tiden har opgørene mellem Fortuna Hjørring og Brøndby IF været direkte dueller om guldet i Kvindeligaen. Men for anden sæson i streg halser de historiske rivaler efter HB Køge i landets bedste række.

Lørdag slog Fortuna Hjørring så Brøndby på udebane i Brønshøj, hvilket bringer en smule spænding tilbage i guldkampen. Med sejren på 2-0 henter nordjyderne nemlig et par point på HB Køge, der er på  kurs mod endnu et dansk mesterskab. Alt imens har Brøndby ikke vundet en betydende kamp i indeværende kalenderår.

Det er første sejr til Fortuna Hjørring, siden de senest slog Brøndby midt i april. I mellemtiden har de tabt til HB Køge og spillet uafgjort mod Kolding.

Brøndby IF - Fortuna Hjørring 0-2 (0-1)

  • Mål: 0-1 Signe Baattrup (3. minut), 0-2 Indiah-Paige Riley (64. minut)
  • Startopstilling, Brøndby IF (3-4-3): Ann-Kathrin Dilfer - Julie Tavlo, Katrine Winnem, Caroline Pleidrup - Laura Munk Hermann, Cecilie Buchberg, Matilda Kristell, Christina Beck - Malou Marcetto Rylov, Beatrice Persson, Anna Welin
  • Opstilling, Fortuna Hjørring (4-3-3): Adeleide Gay - Indiah-Paige Riley, Angela Beard, Janelle Cordia, Florentina Olar - Signe Carstens (Mathilde Vistisen, 78. minut), Clare Wheeler, Sofie Lundgaard (Maria Ficzay, 62. minut) - Signe Baattrup (Mathilde Carstens, 78. minut), Omeqa Ogochukwu (Camilla Larsen, 62. minut), Olivia Møller Holdt (Asii Berthelsen, 85. minut)

Gæsterne kom foran i Brønshøj allerede efter tre minutter, da Janelle Cordia kom med frem på banen og sendte en stærk afslutning afsted mod Ann-Kathrin Dilfer i Brøndby-målet. Den ramte overliggeren, hvorefter Signe Baattrup stod klar til at sende riposten ind til en tidlig føring.

Herefter sad Fortuna Hjørring mere eller mindre på første halvleg i en forholdsvist passiv periode. Presset fra Brøndby kom aldrig, og nordjydernes pasningsspil blev mere forsigtigt. 

Den største chance for en udligning kom kort før pausen, da Janelle Cordia stod i vejen for et hovedstød efter et hjørnespark til Brøndby. Det var dog med ansigtet, at den lettere fortumlede forsvarsspiller forhindrede udligningen, og derfor måtte hun behandles for en blodnæse.

Efter pausen var der mere liv i Fortuna Hjørring igen, og unge Olivia Møller Holdt var tydeligvis sulten efter en udbygning af føringen. 

Kort inde i anden halvleg vandt hun næsten en direkte duel med keeper Ann-Kathrin Dilfer og fik dernæst skrabet bolden med sig. Herefter sendte den talentfulde nordjyde bolden videre til Sofie Lundgaard, der kunne sende bolden ind i et mere eller mindre tomt mål, men i stedet sendte hun en mislykket aflevering ind foran mål.

Et kvarter senere prøvede Olivia Møller Holdt med et skud fra distancen, hvilket kastede en scoring af sig. Indiah-Paige Riley dukkede nemlig op på riposten og gjorde det til 2-0 til nordjyderne.

Med Fortuna Hjørrings sejr over Brøndby kan FC Thy-Thisted Q indtage tredjepladsen i Gjensidige Kvindeligaen, når de søndag møder Kolding.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.