Fortuna Hjørring tror på grundspilstriumf via slutspurt

Selvom vendelboerne havde en hård start på sæsonen, lever drømmen om at tage det maksimale antal point med videre til slutspillet i Kvindeligaen

Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

FODBOLD:Brøndby kunne lørdag havde sat Fortuna Hjørring godt og grundigt af i kampen om grundspilssejren i Kvindeligaen.

Men med en komfortabel sejr gjorde de danske mestre sig igen aktuelle til at tage de 10 point med over i slutspillet, som førstepladsen giver.

- Nu ligger Brøndby nummer ét, og vi ligger nummer to. Vi har på det seneste vist, at man kan regne med os, og selvom ligaen er blevet mere jævnbyrdig, vil vi stadig holde på den status, som vi gennem tiden har haft med Brøndby, lyder det fra cheftræner Niclas Hougaard.

- Der er så meget historie bag det her topopgør. Det vil altid være en speciel kamp, som man vil gøre alt for at få point i, tilføjer målscorer Olivia Holdt.

Fortuna Hjørring mødte lørdag Brøndby i en topkamp i Gjensidige Kvindeligaen. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Fortuna Hjørring mødte lørdag Brøndby i en topkamp i Gjensidige Kvindeligaen. Foto: Henrik Bo

Den 19-årige var skudt frem på toppen i kampen. Det gav også pote for det nordjyske mesterhold, da hun bragte hjemmeholdet foran i første halvleg.

- Jeg synes, at vi har haft en fin start i ligaen. Vi fik bare ikke pointene og målene. Men nu er vi begyndt at score på vores chancer og få point med hjem, siger hun.

Med sejren er der ét point op til Brøndby på førstepladsen. Dermed kan Fortuna indtage toppen, hvis rivalerne kikser mod bundholdene AGF og AaB, som de mangler at møde i grundspillet.

- Ja, vi tror 100 procent på, at det er muligt. Vi går efter førstepladsen nu, lyder det selvsikkert fra Olivia Holdt.

- Jeg synes, at AGF og AaB har spillet tættere og tættere kampe. Så vi håber på, at de kan drille Brøndby. Men det vigtigste er, at vi vinder vores sidste kampe. Så ser det også godt ud, siger cheftræner Niclas Hougaard.

Førstepladsen i grundspillet får ti point med over i slutspillet, mens andenpladsen får otte point med.

Fortuna Hjørring skal møde KoldingQ og HB Køge i de sidste to grundspilskampe.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.