Fortunas håb om den helt store scene forsvandt i den tyske maskine

Det var en fodboldoplevelse på højt niveau i kampen om videre avancement i kvalifikationen til Champions League, men desværre var det de tyske gæster, der underholdte med høj kvalitet

Fortuna Hjørring møder Eintracht Frankfurt i Champions League kvindefodbold i Hjørring, torsdag den 18. august 2022. <i>Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix</i>

Fortuna Hjørring møder Eintracht Frankfurt i Champions League kvindefodbold i Hjørring, torsdag den 18. august 2022. Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Stemningen var af Champions League-kaliber, da Fortuna Hjørring torsdag aften tog imod tyske Eintracht Frankfurt i en direkte duel om muligheden for at spille sig tættere det forjættede fodboldland, Champions League.

Om det var nervøsitet over, hvad der var på spil for Nordjyllands kvindelige fodboldflagskib, skal stå usagt, men det var de tyske gæster, der kom bedst fra kampens start.

Med et klart udtryk om at lade tyskerne komme til sig, tog Fortuna et dybt udgangspunkt på egen banehalvdel, hvor Camilla Kur Larsen som forreste kvinde ofte var placeret midt på egen banehalvdel. Det betød, at Frankfurt, som sluttede som nummer tre i Frauen Bundesliga i den foregående sæson, var mest på bolden i kampens indledning.

Mens kampens første 10 minutter ikke bød på scoringer, var der til gengæld forbilledligt gang i den relativt store medrejsende, tyske fanskare. Stortommens faste gang akkompagneret med dyb vokal gav Nord Energi Arena en flot lydkulisse. 

I det 15. minut fik de tyske fans og spillere endnu mere at glædes over. Et kort taget hjørnespark endte efter kombinationer med et indlæg, som efter en mellemstation dumpede ned for fødderne af Lara Prasnikar, og med en resolut afslutning sendte hun bolden i netmaskerne nede i venstre målhjørne.

Og som om ondt ikke var slemt nok, blev det bare tre minutter senere endnu værre. 

Et relativt ufarligt tysk indlæg endte i pandebrasken på Fortunas Maria Ficzay, men et forsøg på at heade bolden tilbage til keeper Adalaide Gay blev mistimet og endte i stedet i eget mål. 0-2.

Tysk dominans

Derfra var gode råd dyre for Fortuna-træner Martin Møller Kristensen. Skulle hjemmeholdet - velvidende, at de skulle jagte minimum to scoringer - fortsætte det lave udgangspunkt, eller skulle de presse på for en scoring? Ud fra spillernes placering på banen valgte den nytilkomne træner første mulighed.

Det overlod dog i store træk spillet til Frankfurt, og her viste gæsterne, hvorfor de også på papiret var favoritter, før opgørets start. Rolige kombinationer og et taktisk udtryk, der viste, at selvsikkerheden var helt på plads.

Selv i perioder mod slutningen af første halvleg, hvor gæsternes spil var flydende og uden fejl, krævede træner Nikolas Arnautis mere. Det viste han ved konstant at stå på kanten af sit tekniske felt og komme med dessiner til sine spillere. Det varede helt til slutfløjtet på første halvleg.

Efter en tur i omklædningsrummet kom hjemmeholdet ud til anden halvleg med fornyet energi, og det var lige ved at give pote efter blot to minutters spil.

En bold i dybden endte med en helt fri Ashley Riefner, som afdriblede målvogteren, men på nærmest frit mål var en hurtig Frankfurt-forsvarer nede for at afværge reduceringen. 

Selvom tyskerne svarede tilbage med et hovedstød på overlæggeren kort tid efter, var det et hjemmehold med meget større lyst til spillet fremad, og det gav flere gode sekvenser. Især Florentina Olar viste prøver på, hvorfor hun er en af holdets allerstørste profiler.

Men lige lidt hjalp det, selvom Fortuna - som minutterne gik - satsede mere og mere offensivt. 

Mod kampens slutning viste Fortuna Hjørring prøver på, hvorfor de overhovedet er med i kvalifikationen til hovedturneringen. Men flere gode indlæg endte ved lige ved og næsten-situationer. 

Fortunas håb om Champions League-fodbold i denne sæson blev slukket af den tyske maskine. Derfor venter en kamp søndag om en placering som nummer tre i kvalifikationsgruppen mod svenske Kristianstad i stedet for en direkte duel om en plads i det forjættede land mod Ajax.

Fortuna Hjørring mod Eintracht Frankfurt

  • Hjørrings startopstilling (5-4-1):
  • Adalaide Gay - Indiah-Paige Janita Riley, Maria Ficzy, Angela Rachael Beard, Sara Holmgaard, Florentina Olar - Ashley Riefner, Sofie Lundgaard, Janelle Cordia, Signe Hansen Baatrup - Camilla Larsen
  • Træner: Martin Møller Kristensen
  • Frankfurts startopstilling (4-3-1-2):
  • Cara Bösl - Sophia Kleinherne, Sara Doorsoun, Tanja Pawollekm Verena Hanshaw - Laura Feiersinger, Sjoeke Nüsken, Barbara Dunst - Laura Freigang - Geraldine Reuteler, Lara Prasnikar
  • Træner: Nikolas Arnautis
  • Mål:
  • 0-1, 15': Lara Prasnikar
  • 0-2' 18: Maria Ficzay (selvmål)
  • Udskiftninger:
  • Hjørring, '46: Sofie Lundgaard ud, Karoline Olesen ind
  • Hjørring, '64: Indiah-Paige Janita Riley ud, Laura Frank ind
  • Hjørring, '64: Camilla Kur Larsen ud, Omewa Joy Ogochuckwu ind
  • Hjørring, '81: Maria Ficzay ud, Signe Timmermann Clausen in
  • Hjørring, '89: Janelle Cordia ud, Mathilde Carøe Vistisen ind

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden