Sport

Frank hæfter sig ved god halv time trods utur mod United

Tottenham løb ind i et nederlag til Manchester United, men Thomas Frank var glad for spillernes viljestyrke.

Thomas Frank og Tottenham har efter 25 kampe i Premier League høstet 29 point, hvilket rækker til en skuffende 14.-plads.
Thomas Frank og Tottenham har efter 25 kampe i Premier League høstet 29 point, hvilket rækker til en skuffende 14.-plads. Phil Noble/Reuters

Thomas Frank og Tottenham kom lørdag spillemæssigt fint fra land i udekampen mod Manchester United, men et rødt kort til anfører Cristian Romero spolerede jagten på point på Old Trafford.

Sådan forklarer den danske cheftræner nederlaget på 0-2 mod United, der nu har vundet fire kampe på stribe.

- Vi startede de første 30 minutter rigtig godt. Der var det en god præstation på udebane mod et Manchester United-hold, som spiller med selvtillid og er i et godt flow, siger Frank på pressemødet efter nederlaget.

- Selvfølgelig ændrede det røde kort momentum. Men jeg er generelt meget stolt af spillerne, og især i den sidste time, hvor de viste modstandsdygtighed, holdt sig inde i kampen og fortsatte med at kæmpe.

Forsvarsspilleren Cristian Romero fik direkte rødt kort efter en lille halv time, da argentineren stemplede Manchester Uniteds Casemiro i en hård tackling.

Men Thomas Frank er ikke enig i beslutningen om, at Romero skulle sendes tidligt i bad.

- Jeg har set det røde kort fem gange nu. Romero forsøgte tydeligvis at gå efter bolden, siger han.

Tingenes tilstand i Premier League for Thomas Frank og Tottenham ser vanskelig ud efter nederlaget i Manchester.

Holdet fra det nordlige London dumper ned på en 15.-plads i ligaen, hvis Crystal Palace søndag får point mod Brighton.

På papiret ser det ligeledes vanskeligt ud for Tottenham at vende skuden på den korte bane, da et svært program venter i de kommende uger.

Næste opgave i Premier League er en udekamp mod Newcastle, mens topholdet Arsenal efterfølgende venter i et rivalopgør på hjemmebane.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden