Sport

Frankrig sejrer sig i armene på Danmark ved U21-EM

Med en 4-1-sejr over Polen snuppede Frankrig andenpladsen i sin gruppe og skal møde Danmark i EM-kvartfinalen.

Djaoui Cisse lykønskes efter sin flotte scoring til 2-0.
Djaoui Cisse lykønskes efter sin flotte scoring til 2-0. Joe Klamar/Ritzau Scanpix

På søndag skal Danmark møde Frankrig i kvartfinalen ved fodboldherrernes U21-EM i Slovakiet.

Det står klart efter tirsdagens afgørelse på gruppe C, hvor Frankrig med en sejr på 4-1 over Polen snuppede andenpladsen i gruppen, mens Portugal vandt gruppen med en 4-0-sejr over Georgien.

Danmark spiller først sin sidste gruppekamp onsdag aften, men Steffen Højers mandskab er allerede sikker på at ende som gruppevinder efter sejre over Ukraine og Holland.

Skal danskerne få has på Frankrig, skal Højer og co. håbe på, at franskmændene rammer et lavere niveau end i opgøret mod Polen.

Frankrig demonstrerede særligt i første halvleg, at holdet har store kvaliteter, uanset om det handler om fart, fysik eller boldkontrol.

Det tog blot en halv time at afgøre kampen.

Først kunne den stærke stopper Nathan Zeze heade Frankrig på 1-0 efter tvivlsomt målmandsspil, og øjeblikket efter øgede Djaoui Cisse til 2-0 på et forrygende langskud. Efter 29 minutter øgede Cisse til 3-0 med endnu et drøn fra kanten af feltet.

Nerven forsvandt ud af kampen efter pausen, og det udnyttede polakkerne til at lave et reduceringsmål, før Frankrigs Matthis Abline stod for kampens sidste fuldtræffer. Polens hold rejser nu hjem fra Slovakiet uden point i bagagen.

Frankrig havde brug for en endnu større sejr for at kunne fravriste Portugal førstepladsen, for portugiserne forsvarede let sin topplacering ved at slå Georgien 4-0.

Portugal havde særdeles gode vilkår, for georgierne fik et rødt kort allerede i det tredje minut.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden