Fodbold

Frankrig vil beholde landstræner efter VM-succes

Fodboldpræsident Noel Le Graët har tilbudt Didier Deschamps at fortsætte som fransk landstræner.

Didier Deschamps har været landstræner siden 2012.
Didier Deschamps har været landstræner siden 2012. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Den franske landstræner Didier Deschamps har kontraktudløb til nytår, men står det til hans arbejdsgiver, fortsætter succestræneren i jobbet i de kommende år.

Ifølge præsidenten for Frankrigs Fodboldforbund (FFF), Noel Le Graët, er der en ny kontrakt klar til underskrivelse. Hvis Deschamps altså vil.

- Beslutningen er hans, jeg håber, han siger ja, siger Le Graët i et interview med sportsmediet L'Equipes tv-kanal.

- Det er ikke let at finde en træner med hans kvalitet. Vi er heldige, at vi har en god træner og en god stab, lyder det fra fodboldpræsidenten.

Deschamps har været fransk landstræner siden 2012 og førte landet til VM-titlen i Rusland i 2018.

I den senere tid har hans position været omstridt. Ikke mindst fordi Frankrig røg tidligt ud af EM for halvandet år siden, ligesom præstationen i denne sæsons Nations League ikke imponerede.

Ved VM har det franske hold dog igen lignet sig selv. Onsdag står Frankrig over for Marokko i semifinalen og er favorit til at nå slutkampen for andet VM i træk.

Før VM blev der spekuleret i, om Zinedine Zidane skulle overtage landstrænerjobbet efter VM. Den tidligere verdensstjerne har været uden job, siden han stoppede i Real Madrid i sommeren 2021.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden