Fransk anfører hylder dansk kollektiv og Eriksen
Hugo Lloris er imponeret af det danske fodboldlandshold og tidligere holdkammerat Christian Eriksen.

Hugo Lloris er anfører på det franske landshold, som fredag møder Danmark i Nations League. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den stærke målmand Hugo Lloris, der er landsholdsanfører for Frankrig, har stor respekt for det danske fodboldlandshold, som han og holdkammeraterne står over for i Nations League fredag aften.
Det siger Lloris torsdag på et pressemøde forud for kampen mod Danmark.
- Danmark har et meget stærkt hold, som ved seneste EM nåede frem til semifinalen. Det bliver en meget interessant kamp og en god forberedelse, før vi skal mødes ved VM.
- Det danske hold er en stærk enhed, men de har også vigtige spillere som Christian Eriksen, som nu er tilbage på landsholdet.
- Der er også en spiller som Kasper Schmeichel, som jeg kender fra Premier League, og som slet ikke er dårlig, siger Lloris.
Den franske keeper er tidligere holdkammerat med Christian Eriksen i Tottenham, og på afstand har han været glad for at følge danskerens vej tilbage på fodboldbanen efter hjertestoppet under EM sidste år.
Ifølge Lloris ligner Eriksen en spiller i topform på nuværende tidspunkt.
- Jeg har ikke set alle hans kampe for Brentford, men da vi mødte dem på udebane, imponerede han mig meget. Det må jeg indrømme. Han er tilbage på sit højeste niveau, og han er en spiller, der kan gøre en forskel.
- Han vil være meget motiveret for at møde Frankrig og prøve at slå os, men vi vil prøve at sørge for, at han ikke kan gøre så meget skade på os.
- Han er en god ven, og han fortjener det bedste. Når han er på sit bedste, så er han blandt de bedste spillere i verden. Han er en kreativ spiller, som har brug for frihed på banen, og han ved, hvornår holdkammeraterne har brug for at hvile sig, og hvornår han skal sætte tempo i spillet, siger Lloris.
Guy Stephan, der overtager landstrænertjansen for fraværende Didier Deschamps fredag aften, har også stor respekt for Eriksen og resten af det danske hold.
Efter assistenttrænerens opfattelse er Danmark et undervurderet hold i international fodbold.
- Hvorfor er Danmark kommet til, hvor de er nu? Det skyldes, at de er meget solide.
- Danmark er en smule undervurderet, og man må ikke glemme, at Danmark er nummer 11 på verdensranglisten og er bedre end Uruguay, Sverige, Senegal og Tyskland på verdensranglisten.
- Danmark har mange stærke spillere, og det bliver helt sikkert en svær udfordring for os, siger Guy Stephan.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.