Sport

Fransk fodboldstjerne går ind i professionel kamelvæddeløb

Paul Pogba har investeret i et saudiarabisk kamelvæddeløbshold, som han også er blevet ambassadør for.

Paul Pogba gjorde i november comeback på fodboldbanen efter en dopingkarantæne. (Arkivfoto).
Paul Pogba gjorde i november comeback på fodboldbanen efter en dopingkarantæne. (Arkivfoto). Valery Hache/Ritzau Scanpix

Paul Pogbas fodboldkarriere har stået i stampe i de senere år, men nu har den franske midtbanespiller fundet en ny sportsgren at kaste sin kærlighed på.

I et interview med BBC fortæller Pogba, at han er gået ind i kamelvæddeløb og har investeret i et professionelt saudiarabisk hold. Kamelvæddeløb er en populær sport i Mellemøsten.

- Jeg har set en hel del løb på YouTube og har brugt min fritid på at lave research for at forstå teknikker og strategier.

- Jeg bed især mærke i, hvor meget dedikation det kræver fra alle involverede. Sport er jo sport. Det kræver hjerte, offervilje og teamwork, siger Pogba til BBC.

Han har investeret i holdet Al Haboob, hvor han samtidig er blevet udnævnt til ambassadør.

- Som ambassadør bygger han bro mellem kulturer og introducerer kamelvæddeløb til et publikum, der måske oplever det for første gang, skriver holdet ifølge Reuters.

32-årige Paul Pogba vendte i november tilbage til fodboldbanen efter at have afsonet en dopingkarantæne.

Han er på kontrakt med Monaco, hvor han for første gang i karrieren optræder i den franske liga.

Hovedparten af sit voksne fodboldliv har han tilbragt i Juventus og Manchester United. Pogba har også spillet 91 gange for det franske landshold og var med til at vinde VM i 2018.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden