Fransk lejesvend har ikke givet op i AaB endnu: - En ny træner er en ny chance for mig
Timothé Nkada bliver gerne i AaB, selv om det er på tale, at han skal hjem til sin franske klub

Timothé Nkada har stadig det første officielle mål i AaB-trøjen til gode. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
FODBOLD:AaB lejede i sommer Timothé Nkada i franske Stade Reims, men den 21-årige franskmands ophold i Aalborg har hidtil været en skuffelse.
Derfor fortalte AaB’s sportschef, Inge André Olsen, også forleden til NORDJYSKEs fodboldpodcast Ripodsten, at AaB er i dialog med Reims om, hvorvidt lejeaftalen skal ophæves et halvt år før oprindeligt planlagt.
Selv er Timothé Nkada dog ikke klar til at give op i den nordjyske superligaklub endnu.
- Jeg ved ikke så meget om, hvad der kommer til at ske, for det er min agent, der har de snakke, så lige nu har jeg al min fokus på at forbedre mig. Jeg vil dog gerne blive, for jeg har det godt i AaB. Det er en god klub, siger Timothé Nkada.
Franskmanden har stadig sit første officielle mål i AaB-trøjen til gode, og han erkender, at han er skuffet over, at han ikke har leveret mere.
- Selvfølgelig er jeg skuffet over, at jeg ikke har fået scoret. Det har der været meget fokus på, men jeg kan ikke gøre andet end at fortsætte med at arbejde hårdt, og så kommer det forhåbentligt, siger Timothé Nkada.
Den franske lejesvend har blot fået 133 minutters spilletid i 3F Superligaen fordelt på 10 indskftninger, mens han fik den hidtil eneste startplads, da AaB i december tabte med 0-1 til B93 i pokalturneringen.
- Jeg havde forventet at spille mere, da jeg kom i sommer, men sådan er fodbold. Jeg må bare overbevise træneren om, at jeg skal spille mere, siger Timothé Nkada.
Det er nu en ny træner, som franskmanden skal forsøge at overbevise, idet Martí Cifuentes fra årsskiftet overtog cheftræneransvaret i klubben.
- En ny træner er en ny mulighed for mig, og jeg arbejder hårdt for at forsøge at vise mig frem for ham, og så er det selvfølgelig op til ham at vælge de spillere, han tror på, siger Timothé Nkada, der er glad for spanierens ankomst.
- Jeg er sikker på, at han bliver god for holdet. Han er kommet med nogle spændende idéer og en rigtig god energi, siger Timothé Nkada.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.