Fransk minister giver Liverpool-fans skylden for CL-uro
Den franske sportsminister Amelie Oudea-Castera beklager brugen af tåregas mod familier og børn før finalen.

Mange Liverpool-fans stod i lange køer for at komme ind til lørdagens Champions League-finale mod Real Madrid på Stade de France i Paris. Det skyldtes blandt andet, at nogle fans ikke havde billetter, og at andre havde falske billetter, forklarer fransk minister. Reuters/Reuters
Liverpool-fans uden gyldige billetter var ansvarlige for de problemer, der opstod indledningsvist før lørdagens Champions League-finale.
Det mener den franske sportsminister, Amelie Oudea-Castera, som giver sin udlægning af årsagen til uroen mandag.
- Først og fremmest skete der det, at der mødte massevis af britiske tilhængere af Liverpool op uden billetter eller med falske billetter, siger hun til den franske radiokanal RTL.
Også unge fra lokalområdet blandede sig i balladen og forsøgte at komme ind på stadion, forklarer Amelie Oudea-Castera.
Ministeren tilføjer, at der ikke var problemer med Real Madrid-fans før finalekampen på Stade de France i Paris.
Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, var politiets håndtering med til at "afværge dødsfald". Det forklarer han mandag ifølge AFP.
Amelie Oudea-Castera roser Real Madrid for have styr på de spanske tilhængere i modsætning til Liverpool, som ifølge hende ikke kunne kontrollere de engelske fans i Paris.
- Liverpool efterlod sine tilhængere på fri fod, det er den store forskel, siger Amelie Oudea-Castera.
Ministeren vurderer, at 30.000 til 40.000 Liverpool-fans mødte op ved stadion uden eller med falske billetter.
- Vi er nødt til at se nærmere på, hvor alle disse falske billetter kom fra, og hvordan de blev produceret i så stort et antal, siger hun.
Finalen blev udskudt i 36 minutter på grund af tilskuernes vanskeligheder med at komme ind på stadion.
Politiet forsøgte at forhindre fans i at storme ind på stadion uden gyldige billetter. Politiet benyttede sig af tåregas, og det gik også ud over familier og børn.
- Jeg er ked af, at familier og børn var udsat for brugen af tåregas af politiet ved lørdagens Champions League, siger Amelie Oudea-Castera.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, er ikke tilfreds med den behandling, fansene var udsat for. Det siger hans talsmand mandag.
- Billederne fra Stade de France denne weekend er skrækkelige og dybt foruroligende. Vi ved, at mange Liverpool-fans tog til Paris i god tid, siger talsmanden, der kalder håndteringen af tilskuerne "skuffende", ifølge Reuters.
Den franske sportsminister oplyser også, at det skal undersøges, hvordan man kan forbedre sikkerheden ved højrisikokampe i fremtiden.
Hun afviser, at Frankrig vil få problemer med at afvikle sportsbegivenheder som næste års VM i rugby og OL i Paris i 2024.
- Jeg er ikke bekymret. Jeg er sikker på, at vi lærer af alle de ting, vi oplevede lørdag aften, og forbedrer det hele frem mod de store begivenheder, siger Amelie Oudea-Castera.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.