Franskmand trækker Gemke ned på jorden igen
Efter sejr over verdenstoer i første runde røg Rasmus Gemke torsdag ud af anden runde ved China Open.
Opdateret kl. 10:11
Den danske badmintonspiller Rasmus Gemke var helt oppe at flyve onsdag, da han slog verdenstoeren Kunlavut Vitidsarn.
Det resultat kunne han dog på ingen måde leve op til torsdag, da franskmanden Toma Junior Popov var modstanderen i anden runde ved China Open.
Gemke tabte 10-21, 19-21, efter at han ellers var oppe med 18-14 i andet sæt.
Dermed blev det til endnu et tidligt exit for verdens nummer 30, der har haft et svært 2026.
Toma Junior Popov er rangeret som nummer 16 i verden.
Med Gemkes nederlag er der ikke flere danske herresingler tilbage ved China Open.
Anders Antonsen røg mandag ud i første runde efter en tæt kamp i tre sæt mod kinesiske Weng Hongyang.
Bedre er det gået for den tredjeseedede mixeddouble med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje.
De spillede sig torsdag i kvartfinalen med en sikker sejr over et par fra Indonesien.
Det samme gjorde herredoublen med Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard, der dog skulle igennem tre sæt for at slå de femteseedede malaysiere Goh Sze Fei og Nur Izzuddin.
Mixeddoublen og herredoublen er de sidste danskere tilbage i den kinesiske turnering.
China Open er en Super 1000-turnering og rangerer dermed blandt sæsonens fire største turneringer på World Touren.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.