Franskmand venter for Holger Rune i French Open
Holger Rune møder franske Hugo Gaston, når danskeren skal spille sin kamp i tredje runde ved French Open.

Hugo Gaston ligger nummer 74 på verdensranglisten. Christophe Archambault/Ritzau Scanpix
Der venter fransk modstand for Holger Rune, når det danske tennis-es skal i aktion i tredje runde ved grand slam-turneringen French Open.
Torsdag - et par timer efter at Rune havde spillet sig videre - vandt Hugo Gaston over argentinske Pedro Gachin.
Dermed står det klart, at Rune og Gaston tørner sammen i tredje runde. Franskmanden ligger aktuelt nummer 74 på verdensranglisten. Det er 34 pladser lavere end Holger Rune.
Gaston skulle kun bruge tre sæt på at slå Pedro Gachin, som blev sendt hjem med et nederlag på 4-6, 2-6, 4-6 i bagagen. I første runde sendte Gaston den 19.-seedede australier Alex de Minaur ud.
Holger Rune indledte French Open med at slå Denis Shapovalov fra Canada, som var seedet som nummer 14. Torsdag besejrede danskeren så schweizeren Henri Laaksonen, selv om Rune undervejs modtog behandling efter at være vredet om på anklen.
Danskeren har endnu ikke tabt et sæt ved French Open, hvor Rune også skulle have spillet double.
Rune skulle have været i aktion torsdag - i sin anden kamp på dagen - sammen med makkeren Francisco Cabral, men på grund af den forvredne ankel trak danskeren sig kort før kampstart.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.